Sidste søndag omkom en blot 21-årig dykker i vandet mellem Als og Ærø. Nu viser det sig, at dykket foregik et ulovligt sted.

I alt fire dykkere fra dykkerklubben Narhvalen var taget ud i en gummibåd for at se nærmere på et vrag af den tyske motortorpedobåd S 103, der sank i 1945 under Anden Verdenskrig.

Tre af dykkerne kom op til overfladen igen, men den fjerde - en 21-årig dykker - forsvandt og blev sidenhen fundet død.

I 1995 nedlagde Søfartsstyrelsen i Danmark dykkerforbud ved vraget af torpedobåden, fordi denne indeholdt flere dybvandsbomber, og derfor skulle dykninger nær vraget angiveligt være forbundet med høj risiko. En dybvandsbombe er en tøndeformet bombe, der blev brugt til at angribe ubåde.

Det skriver TV 2 Fyn.

Ingen af de øvrige dykkere har ønsket at udtale sig om, hvorfor man valgte at dykke et ulovligt sted.

Men sportsdykkernes organisation har til gengæld udtalt sig om sagen.

»Dykkerforbud skal respekteres. Det opfordrer vi altid vores klubber til at efterleve, da et forbud kan give problemer for dykkerne, eller fordi noget kulturarv skal bevares,« siger Flemming Holm, der er næstformand i Dansk Sportsdykker Forbund, til TV 2 Fyn.

Efter nærmere efterforskning viste det sig, at den 21-årige dykker var omkommet, fordi han fik en blodprop i forbindelse med opstigningen til overfladen.