Det skybrud, som ventes at ramme landet lørdag eftermiddag, bliver måske mere omfattende, end ventet. Det varsler DMI.

Tidligt lørdag morgen lød det, at der især var risiko for skybrud og torden i den østlige del af landet. Det var København, Nordsjælland og Stevns, der var i farezonen i de første meldinger.

I en dugfrisk melding fra Danmarks Meteorologiske Institut gælder varslet nu også for Lolland Falster, Nordvestsjælland, Sydfyn, Holbæk, Kerteminde, Nyborg og Odense.

Der er risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min samt risiko for kraftig torden.

Vejret , der ellers har budt på masser af solskin de seneste dage, ventes at slå om fra 13-tiden og frem mod klokken 20.

Søndag kan dog også byde på regn:

»Begge dage vil der være risiko for regn- og tordenbyger i de østlige egne. Nogle steder kraftigere end andre, men ikke noget med heldagsregn,« fortæller DMI's vagthavende, ifølge ritzau.

I Nordjylland vil der søndag komme en del sol, mens temperaturerne sniger sig op på sommerlige 27 grader.

Samtidig vil resten af landet opleve vekslende temperaturer på mellem 18 og 23 grader, mens der ud til kysterne vil være lidt køligere.

/ritzau/