Kalenderen siger efterår - og det gør vejret også.

En storm er således på vej mod Danmark, og hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, forventer vagthavende Steen Rasmussen, at den rammer Vestjylland mandag eftermiddag, hvorefter den vil brede sig til det meste af landet.

- Det er meget sandsynligt, at den rammer vestkysten mandag eftermiddag. Det er en storm med vindstød på ca. 25 meter i sekundet. Det er det, vi oplever her om efteråret, men der kan også komme meget kraftige vindstød, der er højere end de 25 meter i sekundet, siger Steen Rasmussen til bt.dk.

Han fortæller, at det dog slet ikke bliver som i 1999, da en orkan blæste store dele af Danmark omkuld. Det er især vestjyderne, der skal forberede sig på mandagens stormvejr.

- Men det er de jo vant til, siger Steen Rasmussen.

Selv om stormen altså rammer Vestjylland hårdest, så vil det også blæse i store dele af det øvrige Danmark, efterhånden som stormen går i land.

- Der kommer vindstød andre steder i landet - ved kysterne især. Så det bliver blæsende, siger Steen Rasmussen, der tilføjer, at stormen vil begynde at aftage mandag aften.