Ønsker man sig brændende en hvid jul, er der gode nyheder fra DMI.

En frisk prognose fra fredag aften viser nemlig, at der selve juleaften vil falde nedbør i København, Aarhus, Esbjerg, Holstebro og mange andre steder. Og da temperaturen ifølge samme prognose er under frysepunktet, kommer nedbøren i form af sne.

DMI-vagtchef Michael Skelbæk forklarer, hvad der bliver udslagsgivende:

- Det er koldt mod nordøst, og der er varme mod sydvest, så det kommer til at handle om, hvorvidt kulden eller varmen vinder, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Inden man tager en jubeltur på sin kælk i de sidste rester af den nuværende sne, bør man lige holde vejret:

- Det er meget usikkert, hvad der kommer til at ske. Det er så usikkert, fordi sådan en lavtryksbane skal ikke ændre sig mange kilometer, før det bliver noget helt andet, siger DMI-vagtchefen.

Spørgsmål: Kan du sætte procent på chancen for hvid jul?

- Det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, siger Michael Skelbæk.

DMIs definition af en landsdækkende hvid jul siger, at mere end 90 procent af Danmark skal være dækket af sne den 24. december om eftermiddagen, og snedybden skal mindst være en halv centimeter.

Med denne definition har der siden 1900 været ni tilfælde af landsdækkende hvid jul, og den seneste var i 2010.