En varmfront er på vej mod Danmark, og den giver os flot, lunt og stabilt forårsvejr med temperaturer op mod de 20 grader.

Sol, varme og ingen regn.

DMIs prognoser for den kommende uge er opløftende læsning for alle, der kan lide sol på næsen, bare tæer i sandalerne og en kop kaffe under åben himmel.

»Det bliver en ganske fin weekend,« siger meteorolog Thyge Rasmussen fra Danmarks Meteorologiske Institut om lørdag og søndag i denne uge.

Han lover, at det flotte vejr for alvor begynder fredag, hvor varmfronten passerer:

»Det bliver forholdsvis solrigt i det meste af landet både lørdag og søndag. Der kommer ikke så meget vind, og temperaturerne lørdag kommer til at ligge mellem 15 til 18 grader lørdag og et par grader mere søndag. Søndag kan det lokalt blive op til 20 grader,« siger han.

Heldigvis er det sort set ligegyldigt, hvor I landet du befinder dig: Der burde være sol og varmegrader til os alle. Ved kysterne bliver det dog ikke helt så varmt, som andre steder i landet.

Selv om næste uge bliver en smule køligere, ser det pæne forårsvejr ud til at fortsætte, så længe vejrkortene rækker lige nu.

»Umiddelbart ser prognoserne for næste uge lidt køligere ud, men det bliver stadig tørt med solskin og ikke meget vind. Det bliver et par grader køligere. Ganske fint med solskin og tørvejr,« siger Thyge Rasmussen.

Som bekendt er meteorologerne ikke meget for at spå om vejret længere end fem til ti dage frem, men den vagthavende på DMI mener nu alligevel, at vi godt kan regne med sol og pæne temperaturer et stykke tid endnu.

»Det længste bud vi har er ti dage frem - altså hen mod slutningen af næste uge. Og der er ikke noget, der lige nu tyder på, at der er de store forandringer på vejr.«

»Det ser ganske solrigt ud i næste uge, men ikke helt så varmt som vi får det i weekenden. Fra og med fredag og en uge frem slipper vi helt for regn.«