DMI advarer om, at man i disse dage skal passe ekstremt meget på grundet den eksisterende tørke.

Det fortæller vagtchefen hos DMI, Claus Larsen.

»Vores tørkekort viser, at der er tørke stort set i hele Danmark. Landmændene råber på vand. Det er kun Nyborg, der har fået lidt vand den seneste tid,« siger Claus Larsen.

Maj måned har ifølge DMI været den varmeste i de 145 år, DMI har målt vejret, med en middeltemperatur på mellem 14,6 og 14,8 grader, og Danmark er på vej mod at blive ramt af en landsdækkende varmebølge. Trods det ekstreme vejr skal man ikke frygte pludselige skovbrænde, som man ser i Sydeuropa, men DMI advarer om, at man skal passe på.

»Det er ikke selvantændende, men man skal passe på at bruge åben ild eller kaste cigaretskodder. Planter og afgrøder mangler vand,« siger Claus Larsen.

Danmark har indtil videre haft 10 sommerdage. Det er allerede nu flere, end vi havde hele sidste år.

I weekenden kan temperaturen nå hele 28 grader, melder DMI.