Bededagsweekenden har indtil videre budt på sol, men lørdag morgen advarer DMI om tæt tåge over hele landet.

Solen har indtil videre skinnet på danskerne i bededagsweekenden - og den skal nok komme igen, lover Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Men lørdag morgen skal man være forberedt på, at en tæt tåge lægger sig over hele landet.

DMI har sendt et tågevarsel ud, og når tågen er tæt, betyder det, at sigtbarheden er under 100 meter, fortæller vagthavende meteorolog Henning Gisselø.

»Vi har sendt et varsel ud for det meste af landet. Der ligger tåge i store dele af Jylland, Fyn og Vestsjælland - og også lidt i Nord- og Midtsjælland. Det er faktisk kun Bornholm og den nordligste del af Jylland, der ikke får tæt tåge,« siger han.

Derfor skal morgenbilisterne være forsigtige i trafikken, lyder det fra Henning Gisselø.

»Vi ser ofte harmonikasammenstød, når der er tæt tåge, fordi sigtbarheden bliver så dårlig. Vi synes jo altid, at man skal køre forsigtigt, men man skal passe ekstra på her lørdag morgen og holde god afstand til de forankørende biler,« siger meteorologen.

Heldigvis letter tågen efter et par timer, og omkring klokken 8.30 vil den ikke længere være helt så tæt.

»Det kan godt være, at der bliver ved med at hænge almindelig tåge, men den gode nyhed er, at den letter forholdsvis hurtigt. Og så får vi altså en flot solskinsdag resten af dagen,« siger Henning Gisselø.