Har du billeder eller video af skybrud, oversvømmelser eller andre skader fra uvejret, så er du meget velkommen til at sende dem til os på sms til 1929, på mail til 1929@bt.dk eller via Facebook.

Med dobbelt skybrud og 115 mm regn i Horsens gav det voldsomme sommervejr onsdag seriøse problemer for jyderne. Og det stopper ikke endnu. Frem til torsdag morgen fortsætter de massive regnbyger.

Torsdag morgen bliver en omgang med kraftige byger og risiko for skybrud flere steder i landet, oplyser DMI til BT.

»Der er nok først i løbet af torsdag morgen og formiddagen, at det rigtigt trækker op med kraftig regn og risiko for skybrud,« siger vagtchef Dan Nilsvall.

I løbet af natten til torsdag kan der enkelte steder falde mellem 30 og 50 mm regn. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm regn på under 30 minutter. Det er særligt Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Østjylland, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa der er udsat.

»Det bliver lummert natten til torsdag, hvor dagtemperaturen bliver nogenlunde som onsdag. Men det afhænger selvfølgelig af de byger, som der dannes i løbet af torsdag,« siger Dan Nilsvall.

Onsdag bød på flere oversvømmelser

Onsdag blev Horsens i Østjylland fuldstændig skyllet væk. Her faldt der over 115 mm vand på blot tre timer. Og faktisk var regnskyllet ifølge DMI på et tidspunkt så voldsomt, at der var tale om et såkaldt dobbelt skybrud.

Der kom nemlig over 30 mm regn på en halv time. Og grænsen for skybrud er defineret som mere end 15 mm regn på en halv time.

I Hobro faldt blev vandmasserne også problematisk. Her var et voldsomt skybrud onsdag eftermiddag skyld i voldsomme oversvømmelser, hvor en stor del af den gamle bydel i Hobro blev oversvømmet og har lidt store skader.

Til BT forklarede Karsten Strauss, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, at problemet var, at der kom over 50 mm regn på en gang.

»Ødelæggelserne er enorme. Der er mange huse, der har taget vand ind. Der er ødelagte haver og vejnet. Det er ret voldsomt,« siger Karsten Strauss.

Sent onsdag aften kæmpede beredskabsstyrelsen stadig med vandmasserne efter et overløbsbassin var brudt sammen.

På Sjælland og Fyn slap de en del billigere. Her har der været kraftige lokale byger, men der har ikke været været meldinger om de samme voldsomme forhold, som Jylland har set i løbet af dagen.