En undersøgelse foretaget af DJØF viser, at størstedelen af medlemmerne tjekker mail og har arbejdsrelaterede telefonsamtaler i deres ferie. Og langt de fleste trives med det.

Det kan være svært helt at give sig hen til solstolen, badestranden og de kølige drinks i ferien. I hvert fald for størstedelen af de DJØFere, som forbundet har spurgt i en ny undersøgelse.

Her svarer 68 procent af de 676 adspurgte, at de arbejder i deres ferie. De tjekker mail, har arbejdsrelaterede samtaler i telefonen og læser materiale, der relaterer sig til deres job.

Og hvis det passer medlemmerne bedst at gøre det sådan, så er det okay med DJØF, siger chefkonsulent Christine Stemann Johansen fra forbundets rådgivningsafdeling.

»Vores holdning er, at man selvfølgelig skal holde ferie, når man holder ferie. Men det er også sådan, at hvis folk har det bedre med at arbejde delvist i deres ferie, fordi det gør det lettere at komme tilbage efter ferien, så er det fint. Så længe det er et frivilligt valg, og ikke en ordre fra en chef,« siger hun.

Og i de fleste tilfælde beslutter medlemmerne selv at hive telefonen frem og tjekke mail i ferien. Det svarer 87 procent af de adspurgte. 13 procent forklarer, at de arbejder i deres ferie, fordi de føler, at det forventes af dem af deres overordnede:

»Det er ikke okay, og slet ikke, når man ser på, at de så ikke føler sig veludhvilede, når de kommer tilbage fra ferie. Det er rigtig ærgerligt, hvis det er konsekvensen,« siger Christine Stemann Johansen.

Til trods for arbejdet vender næsten alle de arbejdende og ferierende DJØFere dog tilbage efter ferien udhvilede. Det svarer 93 procent af de adspurgte i undersøgelsen.