Redox har fotograferet følgende personer fra det højreradikale miljø ved mandagens Pegida-demonstration. BT har selv bekræftet personers identitet og oplysningerne om dem stammer fra BTs egen research.

Julius Børgesen

Tidligere talsmand for nu nedlagte Dansk Front. Fik i august 2007 seks måneders fængsel for at opfordre til at sætte ild til daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hus. Han blev også dømt for overtrædelse af våbenloven, fordi politiet fandt en halvautomatisk militærriffel og en salonriffel i hans hjem.

Julius børgesen bekræfter, at han deltog i Pegida-demonstrationen.

- Jeg har tænkt mig at deltage i alle de mandagsmarcher der skal til før at politikerne begynder at høre folket, skriver han til BT.

Han betegner sig selv som nationalist og patriot og afviser at være nazist eller racist.

Flemming Muff Christiansen

Tidligere medlem af den militante nynazistiske organisation Blood & Honour. Han har været udleveret til retsforfølgelse i Tyskland for distribution af nazipropaganda.

Lars Grønbæk Larsen

Tidligere talsmand for Vederfølner, i dag talsmand for Danish Defence League.

- I Vederfølner har vi altid talt om ’repatriering’. Vi skal have sendt folk ud og hjem, også selvom de har fået statsborgerskab, siger han til BT.

Han afviser, at Danish Defence League er en voldelig organisation og siger, at han er modstander af racisme og nazisme.

Valdemar Vikingstad

Medlem af Danskernes Parti. Bar som en af de eneste synlige nazistiske symboler ved Pegida-demonstrationen i form af en kasket fra det neo-nazistiske tøjmærke Thor Steinar.