Snart kan kunder i Nettos supermarkeder få en krone tilbage i pant, når de afleverer deres gamle Netto-poser.

Supermarkedskæden Netto indfører en ordning med pant på plastikposer. Panten indføres i første omgang i samtlige Netto-butikker på Fyn fra 16. april.

Det oplyser Dansk Supermarked, der ejer Netto, i en pressemeddelelse.

- Det skal motivere kunderne og give dem et incitament til at få poserne genbrugt, siger Michael Løve, direktør for Netto International.

- Ambitionen er at indføre pant på alle poser Netto-butikker i Danmark, men vi tør ikke trykke på den store knap, før vi har gjort os nogle erfaringer med det, tilføjer han.

Netto har næsten 500 butikker i Danmark samt 800 butikker fordelt i Sverige, Polen og Tyskland.

Ordningen vil i første omgang betyde, at kunder på Fyn kan få pant retur, når de afleverer deres gamle Netto-pose ved kassen i supermarkedet.

- Man vil ikke længere kunne købe den almindelige Netto-pose på Fyn, men kun særlige pantposer. Vi hæver prisen for vores to posetyper med 50 øre, så de i fremtiden kommer til at koste henholdsvis to og tre kroner, siger Michael Løve.

Indledningsvist skal kunderne betale en pant på 50 øre for hver købt pose. Hvis den brugte pose afleveres i Netto, får kunden en krone retur. Forskellen betales af Netto.

Efter en periode på fire måneder skal forsøget med plastikpant evalueres og kan herefter udbredes til resten af landet, siger Michael Løve.

- Vi er nødt til at gøre det sådan, fordi vi simpelthen ikke ved, hvor mange der vil bruge det. Det vil gøre en kæmpe forskel i butikkerne, om det er 20 procent af kunderne, der kommer tilbage med posen, eller om det er 80 procent.

- Så det bliver vi simpelthen nødt til at have nogle erfaringer med, siger han.

Men hvis det bliver en succes, kan det på sigt brede sig til de andre kæder i Dansk Supermarked, Føtex og Bilka, lyder det.

Initiativet med plastikpant kommer som led i et samarbejde mellem WWW Verdensnaturfonden og Dansk Supermarked Group.

- Dansk Supermarked har sat en ny stor ambitionen om at mindske plastikforbruget. Det her er første led, siger Michael Løve.