En muslimsk kvinde har delt et opråb på Facebook, fordi hun har fået at vide af direktøren på SOPU-uddannelsen (sosu-assistenter og pædagogiske assistenter red.) i Hillerød, at hun og andre muslimske elever slet ikke må bede i skoletiden.

Direktøren bekræfter over for BT, at man for nyligt har måtte indkærpe over for muslimske elever, at de ikke må bede på skolens område.

»Vi har mindet vores elever om det og genoptrykt regelsættet, fordi vi har haft nogle episoder, der krævede, at vi fik det genopfrisket. Nogle ville have indrettet bederum på skolens område, og muslimernes bøn bliver meget mere synlig, fordi de i nogle tilfælde har lagt sig på gangarealerne og bedt, og religion og uddannelse hænger ikke sammen - det hører privatlivet til,« siger direktør Inger Margrethe Jensen til BT.

TIP OS: Kender du kvinden på billedet, eller er du selv ramt af reglerne på skolen? Så skriv til os på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side.

Ikke engang i pauser eller på helt diskrete steder må man bede, fortæller direktøren.

»Det fjerner fokus fra det, vores elever er her for - nemlig at blive dygtigere. Og jeg synes, det er en afsporing at bede i skoletiden, så derfor har vi genoptrykt vores regelsæt og bedt vores undervisere om at gøre vores elever opmærksomme på det, hvis vi støder på det,« siger hun og understreger, at det gælder alle religioner.

Den klare besked har fået en muslimsk elev på skolen til at lave et Facebook-opslag, hvor hun står med et stort banner med teksten:

»Nyt fra direktøren. Må man bede på Sopu Hillerød? Svaret er NEJ! det må 'de' heller ikk i praktikken.... Det vil vi som elever ændre på!«

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

Opslaget er blevet delt af Facebook-profilen 'Ghetto Manden' og har medført over tusind likes, men det fremgår ikke, hvad kvinden på billedet hedder, så det har ikke været muligt for BT at få en kommentar fra hende.

Men Inger Margrethe Jensen fortæller, at uddannelseschefen på skolen har indkaldt pigen til en samtale i dag, hvor det vil blive indskærpet, at reglerne ikke står til at ændre - og det gælder også, når de skal ud i praktik.

»Vi forventer, at eleverne lever op til reglerne, for vi går ind for, at man skal opføre sig som det hør og bør sig ude i samfundet, og hvis du som sosu-assistent er ude hos fru Petersen, så kan du ikke pludselig lægge dig ned og bede.«

Direktøren forklarer, at der især har været forespørgsler fra muslimer, fordi nogle af dem beder fem gange om dagen.

»Vi er blevet spurgt om, hvorfor man ikke må bede på bestemte tidspunkter, for der er nogle islamiske retninger, hvor man beder på bestemte tidspunkter, og det er ærgerligt, for det er bare mere benzin på det bål om islamisme, og det er her, det bliver mest tydeligt, men det skal ikke være et stridspunkt i skolerummet.«

Hun understreger, at man gerne må bære tørklæde på skolens område, men ikke den islamiske heldragt niqab.

For nyligt blev seks piger, der bar niqab, nægtet undervisning på VUC i Lyngby. det samme forbud gælder på SOPU Hillerød.