En kinesisk bonde har gjort et unikt øglefund, som har fået stor betydning for opfattelsen af flyvende dinoer.

Et 160 millioner år gammelt æg har løst en stor gåde om flyvende dinosaurer.

Ægget, der blev fundet af en kinesisk landmand i Tiaojishan-formationen i Kina, har løftet sløret for et kønsmysterium, der hidtil har omgærdet de flyvende øgler, skriver Experimentarium.dk.

Tidligere har forskerne haft svært ved at bestemme kønnet på flyveøglerne, men det kinesiske dinosauræg blev fundet tæt på bækkenet af fossilet af en flyveøgle.

- Det er første gang, at man har fundet en flyveøgle og et æg sammen, og det er helt unikt. For det betyder, at man med sikkerhed kan sige, at denne flyveøgle var en hun, siger evolutionsbiolog, Mette Elstrup Steeman til Experimentarium.dk,

Succesen med at kønsbestemme flyveøglen har allerede kastet vigtig viden af sig. For skelettet af hun-flyveøglen har ikke en knoglekam på hovedet, som man ellers har fundet hos cirka 40 procent af de 133 eksemplarer af flyveøgler, der til dato er fundet.

Det viser ifølge - sammen med fundet af ægget - ifølge kinesiske og engelske dinosaurforskere med sikkerhed, at flyveøgler af hankøn bar knoglekam, mens flyveøgler af hunkøn var foruden.

- Nu står vi med beviset, og hannerne har formentlig brugt knoglekammen enten til at skræmme andre han-flyveøgler væk eller for at tiltrække det andet køn. I samme stil som han-påfugle og hanfasaner gør det i dag, siger Mette Elstrup Steeman.

En analyse af det fossile æg, der hører sammen med den kinesiske flyveøgle, viser desuden, at flyveøgler på lige fod med krokodiller og skildpadder gravede deres æg ned i stedet for at ruge over dem i en rede.

/ritzau/