Trafikstyrelsen indfører nye og skærpede krav til cykellygter. Cykellygter må ikke længere hænge og dingle.

Ud med de små runde diodelygter, der hænger i en elastik, og ind med for- og baglygter, som skal skrues fast på cyklerne.

Sådan lyder nogle af de skærpede krav til danskernes cykellygter, som Trafikstyrelsen har udstedt.

- Det er vigtigt, at cykellygterne kan ses klart fra alle vinkler, og det er ikke tilfældet med diodelygterne, siger Frits Bredal, kommunikationschef i Dansk Cyklistforbund.

De skærpede krav træder i kraft fra 1. november 2012, og de glæder cyklistforbundet.

- Trafikstyrelsens nye regler ligger i forlængelse af det, vi har arbejdet hårdt for længe. Så vi er glade for, at vores arbejde har båret frugt, siger Frits Bredal, der forventer, at danske cyklister hurtigt vænne sig til de nye krav.

- Alle mulige ting kan fremkalde irritation, og det vil de skærpede regler måske også gøre indledningsvis. Men de fleste vil forstå kravene. Forældre går jo for eksempel meget op i sikkerhed og er opmærksomme på, at deres børn har forsvarlige lygter, siger han.

Dansk Cyklistforbund mener desuden, at danskerne vil reagere anderledes på de skærpede krav til cykellygter, end hvis det gjaldt krav om for eksempel cykelhjelme.

- Hvis man sammenligner cykellygtekravene med cykelhjelme kan man sige, at vi anbefaler, at man bruger hjelm, men vi ønsker det ikke som lovkrav. Folk vil nemlig opfatte det som indblanding i personlig frihed. Med hensyn til lygterne vil de fleste nok mene, at det er godt med sikre og klare regler på området, siger Frits Bredal.