Nu begynder diskussionen om den politiske korrekthed igen. I et nyt interview med Altinget.dk anvender Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, nemlig ordet 'negerhytter.' Men det er der ikke noget galt i, mener Hans Kristian Skibby.

- Selvfølgelig må man da det. Der er da ikke noget odiøst i at bruge et ord som 'negerhytte.' Det er da et almindeligt kendt gængs navn for mange af de boligformer, der er i Afrika også den dag i dag, siger Hans Kristian Skibby til bt.dk.

Interviewet handler blandt andet om, at DF mener, at ulandsbistanden skal skæres ned til 0,7 procent af Danmarks BNI. I den forbindelse bliver Hans Kristian Skibby spurgt om, hvorfor Danmark i det hele taget skal støtte verdens fattigste lande økonomisk. Hertil svarer han, at støtten er til både for ulandenes skyld men også for Danmarks egen skyld.

- Vi har virksomheder, der er stærke inden for beton, miljøkorrekte anlæg inden for vand, og så har vi firmaer, der forsker i at sætte solceller på taget af negerhytter til f.eks. aircondition. Det skal udnyttes kommercielt, siger Hans Kristian Skibby (DF) i interviewet til Altinget.dk.

'Det giver jeg ikke en fløjtende fis for'

Onsdag formiddag talte bt.dk med Hans Kristian Skibby for at spørge til hans brug af ordet 'negerhytter'.

Så det er ikke et ord, du opfatter som politisk ukorrekt?

- Næ. Det mener jeg da ikke. Det er jo ikke mig, der har opfundet ordet 'negerhytter'. Jeg har sådan set en ganske naturlig indgangsvinkel til det dér. Jeg har selv været i Afrika et par gange og har også set, hvordan mange af de her meget fattige familier bor. Det tror jeg, mange danskere vil kunne nikke genkendende til, hvis de selv tog en tur ned for at se, hvordan de bor, siger han.

Vil det sige, at du ikke er bekendt med, at ordet 'neger' ikke betragtes af alle som politisk korrekt i dag?

- Jo, jeg kender udmærket også godt diskussionen om negerboller og alt mulig andet - og det må du godt citere mig for: Det giver jeg ikke en fløjtende fis for. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget odiøst i at bruge ordet neger, så det står jeg så sandelig ved, siger Hans Kristian Skibby grinende til bt.dk.