Creme, parfume og rengøringsmidler er hård kost for dine smykker og kan give permanente skader.

De fleste gør nok deres for at undgå, at vielsesringen, guldhalskæden og arvesølvet bliver tabt, væk eller stjålet.

Men er du også klar over, at almindelig hverdagskemi kan være skadeligt for de ædle metaller?

- Det er ret typisk, at jeg hører den her: Jeg kan ikke forstå, hvorfor mine smykker ser så matte ud, siger Marianne Daniel Olsen, der er faglærer på guldsmedeuddannelsen på erhvervsskolen Next.

- Og så spørger jeg: Har du haft dem i rengøringsmiddel? Og så siger folk ja og har haft fingrene i noget Cillit Bang, eller hvad det nu kan være, siger hun.

For selv om du måske tænker, at sølv og guld er hårdføre materialer, så er rengøringsmidler og hudplejeprodukter hård kost for smykkerne.

- Alle de her sager, som folk enten gør rent eller vasker sig selv med, kan faktisk gå ind og skade sten og perler og lave en form for kemisk reaktion med dine smykker, siger Marianne Daniel Olsen.

Det gælder særligt, hvis smykket kommer i nærkontakt med skrappe rengøringsmidler, der indeholder klor eller skuremiddel, fortæller guldsmed Bent Olsvig. For klor kan misfarve både guld og sølv.

- Og skuremidlet er decideret skadeligt, for det skurrer og sliber jo på smykket, siger han.

Dette kan også gå ud over det, der eventuelt er monteret på smykket. Eksempelvis diamanter, som ellers er nogen hårdføre størrelser, men ikke bryder sig om sæber og kemi, forklarer Bent Olsvig.

- Diamanter er ren kulstof, og det har en tendens til at suge sæbe og fedtstof til sig. Det betyder, at der kommer en belægning på diamanten, som gør den meget kedelig at se på. Og det er jo brandærgerligt, siger han.

Også opaler, smaragder og perler er sarte over for både rengørings- og hudplejeprodukter, siger Bent Olsvig.

Særligt perler må siges at være smykkernes nærtagende diva, som hader en tur i opvaskebaljen.

Perler er nemlig et organisk produkt, som er så modtagelige, at de faktisk kan sidestilles med en tand, forklarer Bent Olsvig.

- Så man kan spørge sig selv: Hvad vil jeg putte i munden? Det samme skal du forholde dig til med dine perlesmykker. Dem skal man passe særligt godt på og lade være med at udsætte for nogen kemikalier, parfumer og sæber, forklarer han.

Derfor er rådet fra guldsmedene klokkeklart: Hvis du vil passe på smykkerne, skal de af, når du bader, gør rent, vasker hænder eller vasker op.

Kort sagt skal de i berøring med så lidt kemi som muligt. Det gælder også "mildere" hudprodukter som cremer, hudsæber og parfume, som ædelmetallerne heller ikke har godt af, siger Bent Olsvig.

Ellers risikerer du i bedste fald, at smykkerne bliver matte og kedelige at se på - og i værste fald at de ændrer farve, får pletter eller andre permanente skader.

For i nogle tilfælde kan de godt reddes af guldsmeden, forklarer Bent Olsvig.

- Andre gange kan det være vanskeligt, hvis det eksempelvis er et smykke, som er konstrueret med nogen krinkelkroge eller grabber. Så kan det være vanskeligt at komme til at rense og slibe en misfarvning væk, siger han.

Så undgå at udsætte smykket for hverdagskemi, siger Bent Olsvig.

- Så hjælper man smykket med at bevare sin glans og flotte udseende længst muligt, siger han.

/ritzau/fokus/