Fra i morgen har B.T. fået en ny kaptajn. Olav Skaaning Andersen overtager rorpinden fra Peter Brüchmann, og bliver ansvarshavende chefredaktør på en avis, der for alvor har sat sig selv på Danmarkskortet.

Det giver anledning til lejlighedsvist stormvejr, og det kræver en mand med en søstærk mave, men Olav Skaaning Andersen tager udfordringen op.

 - Jeg ser frem til at sætte mig for bordenden på B.T. Der er mere end nogensinde brug for en avis, der tager læserne alvorligt og bringer selvstændige nyheder i en form, der er til at forstå og som betyder noget for folk. Det gør vi i den trykte avis, så folk kan få overblik, oplevelser og fordybelse. Og det gør vi på net og mobil, så vores læsere kan få nyhederne nemt og hurtigt. Når de har brug for dem, siger han.

LÆS OGSÅ: 

- B.T. har de seneste år erobret førerpositionen og dagsordenen ved at være absolut bedst til nyheder. Det var os, der fandt bombemanden fra Ørstedparken, da politiet ikke kunne. Det er B.T., der opruller Amagermandens fortid og det er os, der fortæller om politisjusk i sager, der henlægges som selvmord, forklarer han med henvisning til nogle af de seneste sager, hvor B.T. har sat nyhedsdagsordenen.

Og når snakken falder på avisens succeser, som har bragt B.T. tilbage i nyhedshundenes førerfelt, er der nok at tage af:

- Det var B.T., der afslørede Erik Skov Pedersens omfattende svindel, og det var B.T. der blev ved med at undersøge det betændte politiske miljø i Køge og Henrik Sass Larsens omgang med kriminelle elementer på et tidspunkt, hvor ingen andre troede der var noget at komme efter. Op til og under valget var det B.T., der afprøvede politikernes løfter og tjekkede hvad planerne reelt ville betyde for danskerne. Vi gjorde valget nærværende, så vores læsere selv kunne tage stilling, siger han, og tager selv fat om én af de mere omdiskuterede sager:

- Vi lovede for et år siden, at vi ville gøre en stor indsats for at fortælle hvad der var op og ned på Helle Thorning-Schmidts skattesag. Det gjorde vi, og det gav os kritik flere steder, men det tager vi som et sundhedstegn. Det kendetegner en god avis, at læserne engang imellem er uenige med os og kan skælde os huden fuld. Det lever vi med.

LÆS MERE:

Der kommer til at ske flere forandringer med B.T., både i den trykte udgave og på de digitale platforme, men det skal ikke ses som en ny ansvarshavende chefredaktørs opgør med fortiden.

- Vi arbejder lige nu med en offensiv omlægning af B.T. på både print, net og mobil, som vi er parat til at præsentere først i det nye år. Mange ting er allerede slået igennem. Vi vil satse på nyheder og undersøgende journalistik, og vi vil øge den politiske dækning og styrke debat- og kommentarstoffet i avisen. Peter Brüchmann fortsætter som skarp lederskribent og blogger - også om sport - og i denne uge begynder to nye bloggere på på bt.dk og i avisen. Det er journalisten og korrespondenten Paul Gazan, der fra USA skriver om valgkamp, skandaler, økonomi og alt muligt andet fascinerende stof, og så er det journalisten og forfatteren Kurt Lassen, der kontant spidder den danske debat, siger Olav Skaaning Andersen, og fortsætter:

- Sport har altid haft en helt central position på B.T., og vi vil udbygge og forbedre landets stærkeste sportsdækning i samarbejde med vores kolleger i Berlingske Media. Vi ved også, at vores læsere sætter stor pris på den måde vi dækker sundhed, forbrug og motion på. Her har B.T. gennem flere år været førende, og den position udbygger vi gennem nye initiativer. Underholdningsstoffet er en vigtig del af B.T.s DNA, og vi vil i fremtiden både angribe det på en ny måde og have et særligt blik på den kongelige familie og de navne og personligheder, der dominerer tv-, film- og modeverdenen, siger han.

- Der er færre og færre, der læser aviser. Hvordan skal B.T. overleve den udvikling?

- B.T. er de seneste år blevet et stærkt nyhedsbrand både digitalt og på print, og vi har taget markedsandele i et stærkt konkurrencepræget marked, så vi nu sælger flere aviser end Ekstra Bladet og haler ind på både TV2 og Ekstra Bladet på nettet. Den udvikling agter vi at fortsætte. Alle ved, at avis-markedet er trængt og at der er brug for at udvikle nye digitale produkter, der kan give indtjening på nettet. Salget af artikler, guides og unikt stof i B.T. Plus er første skridt, og vi forventer at komme med flere af den slags tilbud til vores læsere.