Hanne-Vibeke Holst blev ramt af kræft midt i arbejdet med sin nye roman. Det blev et kapløb mod tiden for at skrive den færdig. »Jeg slap denne gang. Jeg har det som en fange, der er stukket af. Men jeg ved, de er i hælene på mig, og på et tidspunkt finder de mig, og så er der no mercy,« siger hun.

Da Hanne-Vibeke Holst et par dage inden nytårsaften sidste år fik besked om, at hun skulle have fjernet sit bryst for at slippe af med kræftcellerne, bad hun om at få operationen udskudt.

Hun skulle nå at skrive sin roman færdig.

Hun vidste ikke, hvor medtaget hun ville blive, eller hvor aggressiv tumoren var, og operationen og behandlingsforløbet risikerede at udmatte hende så meget, at hun ikke kunne nå at blive færdig.

Det var tre uger efter, at hun havde været til rutinemammografi på Bispebjerg, som viste, at noget var »suspekt«. Den opfølgende undersøgelse på Rigshospitalet bekræftede, at det var, som hun frygtede: hun havde fået brystkræft.

Familien havde for længst planlagt at holde jul i Sydfrankrig hos nogle venner. Den plan holdt de fast ved trods kræftdiagnosen. Men under besøget på vinslottet lukkede hun sig inde i gæsteværelset og skrev. Det var en slutspurt. Hvis hun blev sat ud af spillet nu, ville næsten fire års arbejde være forgæves.

Så hun skrev. Indædt og fokuseret.

»Jeg havde investeret så meget tid og ressourcer i den roman. Det var som at være på vej op ad Mount Everest og blive bedt om at vende om lige inden toppen. Jeg kunne ikke holde ud ikke at fuldføre. Tænk, hvis jeg døde! Det kunne være lige meget for mig, men det ville ikke være lige meget for min familie. Der er også noget økonomisk i det. Jeg havde ofret så meget, familien havde ofret, jeg har tilbragt måneder alene i sommerhus, forsømt et hav af sociale begivenheder, så jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke fuldfører mit projekt, bliver det meningsløst, så har afsavnene og afkaldet været omsonst, og det her lille kræftkrapyl skal eddermaneme ikke hindre mig i at skrive den bog færdig. Fandeme nej,« siger hun.

»En skrivende kvinde«

Krapylet har bekræftet, hvem hun er. Hun skriver. Det er det, der er hendes identitet. Hun er ikke så udadvendt, som man kunne tro. Hun bryder sig ikke om store forsamlinger. I stedet er der en introvert side, som er den, der gør, at hun har kunnet sidde lange vintre alene i sommerhuset for at skrive sin bog. Undervejs i processen har hun tvivlet på sig selv, kastet det hele fra sig og er kommet hjem til villalejligheden på Frederiksberg for at proklamere, at det er slut. Så har de grinet af hende, for de ved, at hun næste dag vil være på vej mod sommerhuset igen. Hendes mor og far var forfattere, og hun voksede op mellem skrivemaskinernes klapren. Hun kender kunstnerens konstante tvivl på sig selv og det dybe ønske om anerkendelse. Også hun har lidt under at føle sig forkert, ikke at være »litterær« nok. Men det er efterhånden længe siden. Den bil er næsten kørt i garagen, som hun siger.

»Der er kun lidt af kofangeren, der ikke er kommet helt ind endnu.«

Hun skriver. Det er den, hun er. »En skrivende kvinde«.

»Efter jeg fik min diagnose – og jeg er altså erklæret fuldstændig rask nu – bliver det at skrive vigtigere, og også hvad jeg skriver om. Jeg har måske to eller 20 gode skriveår tilbage. Det aner jeg jo ikke. Men jeg ved, at den skærpede bevidsthed om, at tiden er knap, og at man kan blive indhentet af forfølgerne når som helst, betyder, at jeg skriver bedre. Man skriver jo på sin indsigt og erkendelse. Og når du har haft en pistol for tindingen, kommer der en dybere eksistentiel resonans i teksten, og hvilken forfatter er ikke villig til at bytte hvad som helst for det?«

Så hun skrev den 31. december og 1. januar, og mens de ondartede celler var i gang med at sprede sig i hendes brystvæv, blev hun ved at skrive om den influenzavirus, som spredte sig fra Danmark til hele verden og undervejs tog livet af alt for mange. Der opstod en ny ømhed i skriften. En omsorg for nogle af karaktererne, som ikke havde været der så udtalt før. Hun forstod deres sårbarhed bedre, lærte dem at kende på et dybere plan. Men der opstod også en anden omsorg. En samhørighed med den menneskehed, hun tilhører. Den findes både på og mellem linjerne, i hovedpersonens kamp mod ikke bare tiden, men også menneskets værste sider.

»Jeg forstod mine karakterers sorg, deres bitterhed og dødsangst. Vemoden over at se de andre leve videre, mens man selv er prisgivet. I starten var jeg meget drevet af min indignation over, at vi ikke kan tage os sammen til at løse de her globale problemer i fællesskab, men til sidst udviklede jeg en meget større ømhed både for mine medmennesker, vores efterkommere og den planet, som vi deler. Jeg nærer et virkelig dybtfølt ønske om, at vi tager vare på det bedste i os selv, at vi værner om det smukkeste ved at være menneske. For mig er vi smukkest, når vi samarbejder, hjælper og rækker ud, som vi altid har gjort.«

Gravpladsen i Athen

Hun kom hjem sent om natten sidste søndag, en uge før disse linjer læses, efter fem dage i Athen. Det var en hurtig tur inden hele mediecirkusset går i gang igen. En af de seværdigheder fra oldtiden, der gjorde størst indtryk på hende, var den 3.000 år gamle gravplads Kerameikos. På det tilhørende museum var der udstillet flere gravrelieffer, og hun lagde mærke til, at motivet på mange af reliefferne var hænder, der greb om hinanden.

Det ramte hende.

»Det gik op for mig, at disse håndtryk symboliserede afsked. Et helt konkret billede på afskeden mellem kære. Det, synes jeg, var meget smukt. Vi kommer jo til at tage den afsked, og det er den store erkendelse, vi alle læner os op ad og kan være meget fornægtende overfor. Men når først man har mærket dødens vingespids, så ved man det. Enten kommer jeg til at dø fra mine kære, eller også kommer de til at dø fra mig,« siger hun.

Måske var det også menneskeheden, der rakte ud på tværs af generationer med et løfte om at ville hinanden nok til at leve videre.

Det er det, der er håbet i hendes nye roman »Som pesten«, der udkommer sidst i denne måned.

Forudanelsen

Hun kunne mærke det i 2013, da hun var ved at skrive de sidste linjer på den bog, hun skrev om sin far, og vel også til sin far. De nåede aldrig for alvor hinanden. Han var fjern i barndommen. Han skrev. Selv om han blev en anerkendt modernist i 60erne, opnåede han kun en flig af den anerkendelse, han higede efter. I stedet kæmpede han med dæmonerne. Da han døde, var han næsten glemt. Hans datter har været mere disciplineret. Hun har skrevet de romaner, hun har sat sig for.

Det var, mens hun genrejste ham, gav ham sin værdighed tilbage og skrev den fraværende fader ud af sig selv, at hun begyndte at fornemme verdens vaklen. Det var før Islamisk Stat. Før flygtningene druknede i Middelhavet eller gik på danske motorveje. Før Charlie Hebdo, før Bataclan, før Manchester, før den foregående tids ledestjerner som Bowie og Prince tog væk, før den globale opvarmning blev til nedturssommer og vejrkatastrofer. Men der var noget under optræk. De geopolitiske kontinentalplader var på den kollisionskurs, der siden har accellereret.

»Jeg havde en fornemmelse af, at noget var ved at forskyde sig,« siger hun.

Da hun samtidig fik en opgave om at skrive et koncept til en international TV-serie, der skulle foregå i Genève, hvor FN har sit europæiske hovedsæde og mange af verdens humanitære organisationer deres hovedkontor, besluttede hun sig for at undersøge og udforske sin fornemmelse ved at udsætte verden for en global influenzapandemi, som risikerer at løbe løbsk, fordi personlige og politiske interesser konstant står i vejen for almenvellets ve og vel. Det er det samme, hun oplever i virkeligheden. Romanens hovedperson, der er læge og nyansat hos WHO, bliver undervejs optaget af Albert Camus bog »Pesten« fra 1947, som hun fortæller sine kollegaer er en allegori over nazismen, der som en virus spredte sig i samfundet. Det er tydeligt, at »Som pesten« også er mere end en international spændingsroman.

»Det er en allegori for den smitte, der spreder sig mellem os. Grådigheden, selvoptagetheden, kortsigtetheden, kynismen – alle dødssynderne. Det, jeg er optaget af, er, at man kan se symptomer på, at vi er inficeret med en virus, som kan blive fatal, hvis ikke vi snart finder en kur. Verdenssamfundets evne og vilje til at samarbejde og løse fælles problemer er blevet ringere – i stedet er der en tendens til, at vi hver især lukker os om selv og meler vores egen kage,« siger hun og bruger den globale opvarmning som eksempel.

»Mens vi sidder her og taler, er orkanen Irma på vej mod Florida. En bebudet katastrofe, for alle har vidst, at vi nærmer os konsekvenserne af de klimaforandringer, der er advaret mod i 30 år, men der ikke er gjort nok ved. Den kortsigtede egoisme begynder i os selv. Med vores egen moral, vores eget etiske kompas.«

Moralen smuldrer

Hun kan se det, når hun færdes i byen. Hun er født i 1959, og dengang var det god opdragelse at sætte sig selv sidst. At tage hensyn. At byde andre en kage inden man selv tog, at være beskeden og respektere fællesskabets normer.

»I dag møver vi os ind foran hinanden. Kræver plads, ret, endda fortrinsret. Smider pizzabakker fra os på gaden, cykler på Strøget. Enhver smidt pizzabakke er et symptom på manglende respekt for fællesskabet, uvilje mod at ofre noget, mod at sætte sig selv i baggrunden. I det store ser du det i stormagternes, Kinas og Ruslands blokering af at løse konflikten i Syrien i FNs sikkerhedsråd. I Danmark kan man se det humanitære arvegods smuldre ved, at vi ikke vil tage kvoteflygtninge. Det moralske fundament, vi har taget for givet siden Anden Verdenskrigs slutning, lader vi smuldre – og det er endda blevet helt legitimt.«

For i stedet for at erkende, at moralen smuldrer, flytter både de røde og de blå hele tiden hegnspælene for, hvad der er anstændigt og acceptabelt, »så vi stadig kan føle os som gode mennesker, mens vi træffer umenneskelige beslutninger,« som hun siger.

»I krisetider bliver man jo presset på sine moralske værdier. Det er derfor, jeg skriver en roman, hvor vi bliver udsat for et konkret pres og en ydre trussel, for det er nemt nok at være et ædelt godt menneske, når alt er idel lykke og harmoni. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg selv vil reagere i en terror- eller pandemisituation, eller hvis der står ti flygtninge, som kræver at bo i min lejlighed. Jeg er skrivebordsmoralist, fordi jeg ikke har stået i en konkret valgsituation – dem eller mig? Skal du eller jeg ha’ vaccine? Men med kvoteflygtninge er du inde ved kernen af det, vi har forpligtet os på, nemlig at hjælpe mennesker i nød. Det er et alment menneskeligt vilkår, at man undertiden må flygte. Der er derfor, vi har FN’s Flygtningekonvention og vores bindende internationale aftaler. Vi må hele tiden huske, at det kan blive os om ti år, hvis Putin virkelig skulle angribe.«

Jeg indvender, at vi måske skal erkende, at vores store frisind blot byggede på, at vi var nogenlunde ens, og vores berømmede humanisme var et resultat af aldrig at blive presset. Måske var vores moral aldrig andet end en gratis omgang, da katastroferne kun fandtes i fjernsynet.

»Men vi er jo heller ikke for alvor pressede nu. Det er det, der er så åndssvagt. Sulter vi? Mangler vi tag over hovedet? Vi bilder os selv ind, vi er pressede. Vi har bygget nogle fælles vrangforestillinger op, som ikke har hold i virkeligheden. Når man hører, vi bliver oversvømmet af flygtningehorder, så ser man jo for sig, at gaderne er fulde af flygtninge, der er på vej til at vælte ind i stuerne. Men det er altså ikke et billede, jeg genkender fra de danske gader,« siger hun.

Den moderne kvinde

Hanne-Vibeke Holst deler mange af sin tanker med den kvindelige hovedperson, epidemiologen Karoline Branner. Som hun selv siger, er denne danske læge »en HVH-classic, en opdateret kronprinsesse« med henvisning til Holsts magttrilogi om socialdemokraten Charlotte Damgaard. En kvinde, der formår at stå ved sig selv og alle sine forpligtelser i et mandsdomineret univers. Men der er en forskel på Karoline og Hanne-Vibeke Holsts tidligere hovedpersoner. Hun virker ikke i så høj grad som et postulat, men som en helt almindelig moderne kvinde. Det er som om, tiden har indhentet det, som Hanne-Vibeke Holst længe har kunnet se: at kvinden har tilpasset sig samtiden ved at leve op til samtlige krav fra karriere til moderskab. De er der for deres ansatte og kollegaer, træffer nødvendige beslutninger, nærstuderer forældreintra, arrangerer legeaftaler, mens mænd danderer sig gennem tilværelsen i evig afsøgning af de laveste gærder.

»Det har jeg ikke tænkt over. Men ja, det er blevet mere mainstream at være, som hun er. At være superambitiøs uden at give køb på at tage sig af barn og mand – både at være curlingmor og curlingkæreste. Hun er en retfærdighedssøgende, kontrolleret 12-tals pige, der har den der »jeg klarer den«- facade. Hun er også meget politisk korrekt, og selv om jeg ikke mener det som noget negativt, kan det være farligt, fordi det betyder, at man kan være blind for realiteterne i sit forsøg på hele tiden at se det gode,« siger hun.

Navlepillende feminisme

Hanne-Vibeke Holst var i 90erne blandt de få feminister, der blev ved at insistere på at snakke køn og ligestilling. Men hun trak sig for at koncentrere sig om forfatterskabet. Hun betragter samfundet som stort set lige så uligestillet, som da hun begyndte. Til gengæld fylder en ny generation af meget akademiske feminister nu debatten. For Hanne-Vibeke Holst går der en rød tråd fra pizzabakkerne og den storpolitiske mangel på solidaritet og offervilje til den nye feministiske agenda, som ofte kræver, at »den heteronormative majoritet« skal tilpasse sig det enkelte individs seksuelle, etniske eller kønnede identitet.

»Det, som er så nedslående og helt i tråd med verdens generelt begrædelige tilstand, er, at de her 3. bølge feminister er så vildt optagede af minoritetsidentitet, for ikke at sige, at de er vildt optagede af egen navle. De er så vidt, jeg kan se, ikke særligt interesserede i feminismens universelle aspekt – at være solidarisk med alle kvinder globalt set og i alle socialklasser. Jeg kan ikke se, at de overhovedet interesserer sig for de ringe løn- og arbejdsvilkår, som for eksempel min lavtlønnede sosu-søster arbejder under. Skønt jeg betragter kønsforskning og nedbrydning af grænser som nødvendige, er der noget meget akademisk, teoretisk og indforstået over mange af de aktuelle debatter.«

Kønskampen er i højere grad end før blevet en kamp. Mænd, der sjældent ser sig selv som en del af et køn, bliver pludselig stillet til ansvar for andre mænds terror, overgreb, voldtægt, hustrudrab og omstændighederne omkring Kim Walls død om bord på en ubåd. Hanne-Vibeke Holst mener, mænd er privilegieblinde, når de ikke ser sig som en del af et køn med særlige fordele. For hende er den fysiske overlegenhed central for at forstå den skæve magtbalance mellem mænd og kvinder. Det er kvindens »intuitive bevidsthed om, at hun er den svageste«, når det kommer til stykket, der er med til at definere hendes »dybe grundfølelse af underlegenhed«. Det er den, der gør hende mindre fri.

»Mænd har magten, fordi de er de stærkeste. Det ved alle mænd og alle kvinder, og vi kvinder kan kun bede til, at de mænd, vi møder, ikke er voldsparate. Det er de fleste mænd heldigvis ikke. Men det mindretal, der er, er større end andre mænd vil være ved.«

Men hun har forladt diskussionen. Den rykker sig ikke. Anders Foghs afvisning af Helle Thornings oplevelse af diskrimination i TV-programmet »Statsministrene« for nylig er opsummeringen af 20 års hoppen på stedet. Det frustrerende for hende er, at det egentlig er en ret simpel samtale:

»Kunne vi ikke bare blive enige om, at vi har fået overleveret en meget stor arv fra en oldgammel patriarkalsk kultur? Vi arbejder med at komme fri af den, men har stadig udfordringer. Hvis vi blev enige om det, så kunne mænd sige: »vi er også skidetrætte af, at det forventes, vi tager så meget ansvar, skal præstere for at være attraktive, skal forsørge familien og overlade barslen til kvinden, fordi vi er mænd«. Og kvinder kan sige »det forstår vi godt, skal vi så ikke tage nogle af jeres byrder, så kan I ta’ nogle af vores«. Men hele problematikken bliver bare afvist, og i stedet ender kønsdebatten enten i skyttegrave eller i det der svært tilgængelige, akademiske identitetsfnidder.«

Som i romanen, hvor samarbejdet konstant bliver afsporet af egeninteresser, mens endnu flere børn dør.

»No mercy«

I tiden efter operationen, da Hanne-Vibeke Holst endnu ikke vidste, hvilken vej, det bar, spekulerede hun over sit liv. Hvad hun fortrød, hvad hun ville nå.

»Man tror, det er det spektakulære, der betyder noget. Men jeg fandt ud af, at det helt banalt handler om det nære. Har du kærlighed i dit liv, har du oplevet, givet, fået kærlighed, har du foldet dig ud, har du venner, har du været i dybden af det at være menneske? Jeg fandt ud af, at jeg egentlig lå meget pænt. Jeg var elsket og har elsket, jeg har skønne børn og en dejlig mand, gode venner og familie, so whats not to like? Og så fik jeg bekræftet, at det er utrolig vigtigt for mig at skrive,« siger hun og tilføjer:

»Jeg havde været meget mere lost, hvis jeg ikke skulle skrive bogen færdig.«

Hun undgik kemo. Hendes tumor viste sig at være mild, ikke-aggressiv. Kemo var ikke nødvendig. Men brystet er fjernet. Det er underligt, når hun ser sig i spejlet, eller da hun tog protesen på for at bade i poolen i Athen.

»Men hvem fanden går gennem livet uden lemlæstelser? Det er en krigsskade. Man er ikke så intakt som 58-årig, som når man er otte. Selvfølgelig bliver ens dødsbevidsthed større efter sådan et indgreb. En diagnose og et fjernet bryst gør den meget konkret. Men uden at lyde halleluja-frelst – for jeg ville helst ha’ undgået den omgang – tror jeg, at det gør en mere vågen, mere til stede i livet. Jeg er taknemmelig for at drikke af det her blå glas og spise den her orange fersken, tale med dig lige nu og se solens stråler i vandet. Jeg slap denne gang. Jeg har det som en fange, der er stukket af. Men jeg ved, de er i hælene på mig, og på et tidspunkt finder de mig, og så er der no mercy.«