Bygningen i Charlottenlund, som tidligere husede Danmarks Akvarium, undgår at blive revet ned efter at have fundet nye ejere. I stedet lever den videre som kultursted med cafe, galleri og publikumsaktiviteter.

Danmarks Akvarium har siden 1939 ligget på hjørnet af skoven i Charlottenlund. Den gamle akvariebygning er nu blevet solgt til selskabet Kavalergaarden ApS, som ønsker at bevare bygningen og bruge den til kulturelle formål for besøgende gæster.

Foran står nu en omfattende renovering af det gamle hus, som skal indrettes med cafe og galleri. Det er ejendomsinvestorerne Hans August Lund og Adam Falbert som bliver de nye ejere. Adam Falbert ejer i forvejen 12 restaurationer i Indre By, blandt andet Den Glade Gris, Heidis Bierbar og The Australian Bar.

Danmarks Akvarium lukkede den 31. oktober, og mange lokale var dengang bekymrede for, hvad der skulle ske med den gamle bygning. Fonden Danmarks Akvarium og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme ønskede ligeledes at finde købere, som havde en vision om at videreføre bygningen i stedet for at lade den rive ned.

- Vi er glade for at have fundet en køber, som kan videreføre bygningen, og som fortsat kan skabe aktiviteter i området til glæde for publikum, siger vicedirektør Erik Als fra Styrelsen fra Slotte og Kulturejendomme i en pressemeddelelse.

Det er planen, at bygningen åbnes for publikum i løbet af 2013. Danmarks Akvarium genåbner som Den Blå Planet i Kastrup den 22. marts 2013, hvor der vil være større og bedre rammer for både fisk, medarbejdere og publikum, lyder det.