I 1960erne var Jan Priiskorn Schmidt den mest iøjnefaldende danske børneskuespiller i biograferne. Han hadede det så meget, at der skulle gå 45 år, før han ville tale om det.

Det er en forkvakling af et barnesind at blive kastet ind i filmverdenen. Børn bliver konfronteret med en verden, der er dybt mærkværdig, og det nedbryder dem. Det burde være forbudt, men jeg solgte billetter, og så kan alt åbenbart undskyldes.«

Talrige er de journalister, der siden 1972 har forsøgt at nå frem til Jan Priiskorn Schmidt, , der 21 år gammel forlod filmbranchen og smækkede med døren. Først i sine modne år har han fået helt »styr på sig selv«, som han siger

Og nu får Berlingske, som det første medie, historien fra den i dag 66 år gamle, forhenværende skuespillers egen mund. Anledningen er hans bog »Barnestjernen fra bryggen«, der udkommer 27. september.

»De fleste barnestjerner bliver plukket noget tidligere end jeg, og man bør simpelthen ikke tro på de løgnehistorier, de fortæller,« siger Jan Priiskorn Schmidt, der blandt andet var Micky i »Sommer i Tyrol« fra 1964 og storebror Jan i de fire første film om »Min søsters børn«. En enkelt sengekantsfilm blev det også til.

»Der er jo en grund til at mange senere bliver »hvide under næsen« eller sidder med en kanyle i armen. Er der eksempler på, at det ikke går barnestjerner dårligt? Ikke mange. Det er simpelthen ikke Vorherres mening, at børn skal bruges til den slags. Børn skal gå stille og roligt hjemme hos deres mor og blive opdraget til, hvad der er rigtigt og forkert. I stedet bliver de hvirvlet ind i en stor maskine af uigennemskuelige gerninger. Når moralen brydes i handlingen i en film, bliver den for barnet brudt i virkeligheden, for børn kan ikke skelne mellem film og virkelighed. Du kan ikke bygge en sund personlighed op, når du bliver revet og flået i.«

I »Barnestjerne fra Bryggen« beskriver Jan Priiskorn Schmidt mange episoder fra filmindspilningerne og sin sparsomme fritid, der kan få det til at gibbe i enhver moderne mor og far. Han kom med i »Flemming og Kvik«, allerede da han var ni år. Det gav en løn på 15 kroner om dagen, der kan sammenlignes med hans fars ugeløn på 50 kr. Pengene gik ind i familiens husholdning, men de betød også, at han op gennem barndommen kunne få de ting, han havde brug for, for eksempel en ny cykel.

Men ret hurtigt opdagede Jan Priiskorn Schmidt, at han ikke var særlig vild med at være med i film. Hans pligtfølelse var bare større end viljestyrken til at sige fra. Undervejs oplevede han at blive overladt til sig selv, som da han vandrede rundt på bjergskråningerne i Østrig under indspilningerne af »Sommer i Tyrol«. Andre gange blev det farligt, fordi man ikke bekymrede sig om sikkerheden. På indspilningerne til »Min søsters børn på bryllupsrejse« skulle han hænge et godt stykke nede ad en bjergside i en scene, hvor Lille Blob skulle forestille at hænge længere nede i sine seler. I stedet for at bruge en stand in sendte man Jan ned ad bjerget, efter man havde spurgt ham på en måde, så han ville fremstå som en tøsedreng, hvis ikke han sagde ja. Barnestjernen hang der i et godt stykke tid og var ved at gå i panik, mens fotografen blandt andet skulle skifte linse. I hans erindringsbog kan man læse videre om anfald af panikangst, paranoia og andre ubehageligheder.

»Sådan en historie som min, den skal sgu fortælles,« siger han, og det første spørgsmål, som brænder i min lomme er, om ikke Jan Priiskorn Schmidt har taget et opgør mod sin mor, når det nu var hende, der blev ved med at sige ja til nye film, der bed i maven på ham.

»Min mor bor lige derovre«, siger Jan Priiskorn Schmidt og peger op mod vinduerne på den anden side af gaden fra Tobi’s Café, hvor vi sidder. Det er i Leifsgade på Bryggen, hvor hans mor har boet, siden Jan var dreng.

»Min mor ville ikke læse bogen, da hun havde læst bagsiden, hvor der står, at jeg har taget bevidsthedsudvidende stoffer. »Man kender ikke sine egne børn«, sagde hun, så det havde vi en del sjov ud af, men jeg tror da, hun kommer til at læse den, når den er udkommet.«

Har du ikke haft et opgør med hende?

»Det har jeg ikke, og det ønsker jeg ikke. Bildækket er jo punkteret for mange år siden, så det skal der ikke gøres noget ud af. Jeg har aldrig boret i det. Det har aldrig ligget for. Jeg har ikke været sur på min mor og heller ikke på mig selv. Da jeg var barn, lærte man at være pligtopfyldende. Det lå i opdragelsen, og man blev ikke spurgt til råds om meget. Sket er sket. Ideen om karma er fremtrædende hos mig. Forløbet med film var noget, jeg skulle igennem. Jeg skulle åbenbart lære at sige nej til noget, som et hvilket som helst andet barn ville være henrykt over at sige ja til, og da det ikke har slået mig ihjel, er jeg blevet stærkere.«

Efter at have læst »Barnestjernen fra Bryggen« er det også relevant at spørge, hvorfor Jan Priiskorn-Schmidt ikke selv sagde fra, før han blev 21 år?

»Det havde noget med min alder at gøre og noget med tiden. Børn, der bliver misbrugt seksuelt, bliver også lullet ind i, at sådan er verden bare. Det var den slags fornemmelse, jeg gik med. Her senere kan jeg ikke rigtigt se, hvor jeg havde haft chancen for at springe af toget. Det hele kom oven i hinanden, og der var år, hvor jeg var med i hele fem film, i 1963 og i 1965. Jeg var næsten aldrig i skole og levede i en rygsæk.«

Pilen peger på hans familie.

»Min mormor var stolt som en pave, og det var min mor også. Min mor var forsmået balletbarn. Min mormor og min morfar havde skubbet på for at få hende ind til balletten. Det lå i luften. Min mormor havde en del teaterskuespillere i periferien af sin omgangskreds, og den slags er der jo glamour og højglans over. Og den dér glamourlim er lavet af edderkoppespind, som jeg ser det, og der ikke plads til individet. At lave populære film er en stor kødmaskine. Fra de kommer kødet ind i den ene ende, til der kommer fars ud i den anden ende.«

Mange børn siger jo, at de selv gerne vil spille med i film?

»Ja, men hvor meget er det, de selv vil, og hvor meget ville jeg dengang? Hvor meget ville Ole Neumann (fra bl.a. »Far til fire«-filmene, red.), og hvor meget ville lille Connie (Connie Meiling, der medvirkede i en række danske film fra 1935-40, red.)? Man kan spørge børn på mange måder, ikke? Forældrene bør være djævlens advokater i stedet for at være medløbere.«

At være barnestjerne gav også problemer i fritiden. Jan Priiskorn Schmidt følte, at han ved at være et kendt ansigt skabte en akavet stemning, og derfor begyndte han at trække sig, hvilket blot medførte, at andre børn syntes, han var en blærerøv.

»Eller også var det mistanken om, at de andre syntes, jeg var en blærerøv, og det, der foregår oppe i éns hoved, er jo ofte det værste. Janteloven trives i bedste velgående.«

Jan Priiskorn Schmidt savnede anonymiteten og begyndte at trække sig fra sociale sammenhænge og steder med mange mennesker, da han blev ældre.

»Det hjalp, da jeg opdagede cannabis. Det er en fantastisk ting, fordi du får en beskyttende boble med fred og ro indeni,« siger han med varme i stemmen.

»Den havde jeg fandeme manglet, mens jeg gik og lavede alle de film. Jeg var simpelthen blevet rystet så meget, at jeg havde brug for ro. Det var cannabis, der var med til at få mig ned på jorden igen, og havde jeg ikke haft det, var jeg blevet bindegal,«

Jan Priiskorn Schmidt har to børn og flyttede for længe siden til Midtsjælland, hvor hans voksenliv først begyndte. Han blev uddannet ortopædisk skomager hos Sahva i 1989, men han fik eksem af det giftige støv, der dannes, når man pudsede afstøbningerne, så han fortsatte med en stribe forskellige jobs, inden han for nylig gik på pension fra jobbet som parkeringsvagt. Som barn og ung var han ikke meget for branchens hurlumhej og møde med journalister, men nu er han i balance og klar til endnu en tur i manegen.

»Jeg brægede som gederne i flokken dengang, men nu er det anderledes. Der skal hår på brystet til at stille sig op og sige de ting, jeg gør nu, og der falder sikkert også brænde ned. Jeg skal nok skrive autografer og smile, hvis nogen vil have det, men det vigtigste er at få min historie ud. Jeg ser det som et vigtigt stykke arbejde, der skal udføres.«

Selv om Jan Priiskorn Schmidt er i balance i dag, er der dog stadig spor i ham efter barndommen i filmbranchen. For eksempel har ikke sat sine ben i en biograf i 45 år.

»Jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle ind i en biografsal igen. Jeg vil bare ikke derind. Jeg kan simpelthen ikke. Det står for mig som et grimt sted på grund af alle de traumer, der er forbundet med biografer. Hvad skulle jeg dog der?«

»Barnestjernen fra Bryggen – den fulde historie efter 45 års tavshed« er Jan Priiskorn Schmidts historie fortalt til Klaus Thodsen. Den udkommer 27. september på forlaget Vild Maskine.