Vi er på vej ind i den anden påske som forbrugere, hvor vi kan købe ind efter den »nye« lukkelov, der trådte i kraft i oktober 2012.

Den betyder, at større dagligvarebutikker kun behøver holde lukket 13,5 dage om året, og må holde døgnåbent resten af tiden. Og at mindre butikker slet ikke behøver holde lukket, skriver Berlingske.

Alligevel provianterer de fleste af os før de dobbelte helligdage i påsken, som om vi skulle modstå en længere periode uden nye forsyningsmuligheder. Og selv om en familiefrokost med besøg fra andre landsdele godt kan føles som en belejring, mens man står midt i forberedelserne.

Så skal det ikke være fordi butikkerne er lukkede, at vi onsdag eftermiddag fylder indkøbsvognen, bagagerummet og køleskabet op med mad og drikke - og gentager det hele lørdag sammen med endnu flere lidelsesfæller i de lange køer i butikkerne.

»Onsdag og påskelørdag er blandt årets allerstørste handelsdage i butikkerne, men hvis man ikke når det, eller man lige står og mangler noget, er der altså gode muligheder for at købe ind på helligdagene,« siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, der organiserer omkring 1500 dagligvarebutikker - både selvstændige købmænd og kæder.

»Stop Spild Af Mad« har lanceret en række gode råd for at undgå madspild i helligdagene, hvor vores »indre hamster« dukker op og i vi køber alt for meget mad for en sikkerheds skyld, som vi risikerer at måtte smide i skraldespanden efter påske.

»Danskerne er generelt blevet bedre til at undgå madspild. Men især i påsken er det svært at sætte sin skraldespand på slankekur, da vi oppe imod indgroede madtraditioner. Vi skal huske os selv på, at lukkeloven er blevet liberaliseret, og de mindre supermarkeder gerne må holde åbent på helligdage. Alligevel bliver den kunstige knaphedsstemning opretholdt i for eks. tilbudsaviserne, som hårdnakket hævder, at forbrugere skal huske at få købt det hele ind inden påsken,« siger Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Lukkeloven begrænser stadig helligdagsåbning for store dagligevarebutikker, mens de små har mere frit slag. Næsten alle butikker i kæder som Spar, KIWI Minipris, 7-Eleven og LetKøb har åbent alle påskedagene. Coop har valgt at satse på åbent i påskehelligdagene og holder 700 butikker åbent fra skærtorsdag til 2. påskedag, især i Dagli´Brugsen, Lokalbrugsen og Fakta.

Hvis ens foretrukne dagligvarebutik har åbent alle søndage, vil den sandsynligvis også være åbent i påsken. Man bør dog tjekke lokalt, hvordan åbningstiderne er lagt.