Det danske politi er pressede i disse år. Der bliver færre og færre betjente, samtidig med at flere af de tilbageværende risikerer at gå ned med stress eller ende i skilsmisse. Det er et skrøbeligt korthus og formanden for Politiforbundet kalder det ’en krise med stort K’.

’Det er krise med stort K. Og den kunne have været forudset eller afhjulpet, hvis der blot var blevet lyttet en anelse til Politiforbundet, politifolkene på gaden og de mange borgere, som oplevede at virkeligheden, der hvor de bor, ikke altid stemmer overens med hverken statistik eller kommunikation fra politiets top, fastslår formand Claus Oxfeldt’ i pressemeddelelse på Politiforbundets hjemmeside.

Krisen bunder i, at der bliver færre og færre politibetjente. Mere præcist er politistyrken faldet med over 600 politifolk siden 2011.

Ved begyndelsen til 2011 var der 11.100 politifolk i Danmark. 1. oktober i år var der 10.477, og det er hvis du tæller politifolk på Grønland, Færøerne samt omtrent 700 politielever og hele ledelsen i Politiet med. Og det betyder, at politiet og de individuelle betjente er hårdt pressede.

»Mine stakkels kolleger holder aldrig fri. De er pressede som aldrig før. Og de ser aldrig deres familier. Når der både er forhøjet terrorberedskab og flygtningekrise så arbejder de hele tiden. 10 dages arbejde og en dag fri. Og folk kan snart ikke mere. Vi får flere og flere af vores kolleger, som trues med skilsmisse. Jeg får helt ondt i maven«, siger Claus Oxfeldt til BT og fortæller, at de over 600 færre politifolk siden 2011 svarer til en stor politikreds.

»Vi er så pressede, at politiet ikke kan klare mange af deres normale opgaver som at efterforske indbrud i butikker og private hjem. Selvfølgelig skal vi have det øgede terrorberedskab og kunne tage os af flygtningesituationen. Men det betyder, at politiet så ikke kan tage sig af mange af de almindelige opgaver«, siger Claus Oxfeldt, der ikke håber, der kommer endnu en stor krise oveni de to, som vi allerede har.

»Vi havde været presset til det aller yderste, hvis der var kommet endnu et terrorangreb efter Krudttønden en uge efter. Det tør jeg slet ikke tænke på«, siger Claus Oxfeldt.

Claus Oxfeldt mener, det kan give langtidsskadelige konsekvenser. Og kalder det danske politi for et korthus, der kan vælte, hvornår det skal være.

’Det er et skrøbeligt korthus. Og det bliver bare lidt værre dag for dag. Når man så samtidig hører, hvor rystende dårligt mange politifolk har det efter flere år med rovdrift på deres weekender og familietid, hører om stigende stress og flere sygemeldinger, og hører om parforhold efter parforhold som knækker, fordi mor eller far aldrig er hjemme, eller bliver indkaldt på fødselsdage, eller til familiebryllupper med mere, så ser det bare ikke godt ud. Der skal ske noget, det skal ske fra nu af og selv da kommer det til at tage mange år at rette op på’, siger Claus Oxfeldt i pressemeddelelsen.

Men ikke kun det aktuelle antal politifolk er bekymrende. Også fremtiden kan se sort ud for dansk politi, hvis ikke den kommende finanslov udmønter sig i flere politifolk. Der er nemlig hele 1.200 politifolk - mere end 10 procent af den samlede styrke – som, hvis de ønsker det, kan gå på efterløn eller pension i morgen. Og næste år er det antal oppe på 1.700.

Ifølge Claus Oxfeldt mangler der mindst 1.500 politifolk i uniformen. Ellers kan politiet knække.

’Det kommer til at afgøre om politiet skal knække, eller om vi langsomt kommer til at kunne justere kursen mod et anstændigt og tåleligt arbejdsmiljø og mulighed for at løse kerneopgaverne. Det mangler mindst, absolut mindst, 1.500 politifolk før kabalen går op i forhold til virkeligheden og globaliseringen. Og det tager selvfølgelig år at udvide i den størrelsesorden. Men første spadestik skal tages dette efterår. Og så mangler der et arbejdsmiljø, hvor takken for indsats, for at komme når der kaldes, og for at sætte livet på spil for andre, ikke bliver at miste samværet med sin familie. Det er sådan set det hele politimenneske, der skal reddes, som også har tid til dialog og til at deltage i hjemmelivet og frivilligt arbejde ud over de 37 timer’, siger Claus Oxfeldt.