»Du har efterladt fire stk. sushi. Det bliver lige 60 kr!«

Sådan lyder beskeden til kunderne på restauranten Saichi i Jægergårdsgade. Her går man i den grad op i madspild. Så meget, at kunderne får en »bøde«, hvis de ikke spiser op.

Ifølge Ioana Laslo, der er chief manager i restauranten, er der mening med galskaben.

Hun forklarer, at bøden kun kan gives til gæster, der har bestilt All You Can Eat-menuen. Her betaler man som gæst et fast beløb, og så kan man ellers bare spise løs i to timer.

»Vi oplevede, at nogle kunder kom til at bestille for meget sushi. Det blev vi efterfølgende nødt til at smide væk, og det er hverken godt for vores økonomi eller for miljøet,« siger hun.

»Derfor besluttede vi, at man skal betale 15 kr. pr. stk. sushi, som er i overskud pr. bord efter spisning.«

I starten var folk ikke glade for ordningen.

»Vi fik en del klager. Men efterhånden kender de fleste af vores kunder reglerne. Hvis de kommer til at bestille mere, end de kan spise, betaler de i dag - uden at klage,« siger hun.

Ifølge Ioana Laslo er ordningen virkelig med til at forhindre madspil.

»Hvis et selskab bestiller opsigtsvækkende meget mad, får vi os en snak med dem umiddelbart efter, at de har bestilt. Sådan en snak kan godt give gæsterne et mere realistisk billede af, hvad de egentlig kan spise,« forklarer hun.