En flok venner kommer forbi og lægger blomster dagen efter en familie på seks blev fundet døde i Ulstrup syd for Randers.
En flok venner kommer forbi og lægger blomster dagen efter en familie på seks blev fundet døde i Ulstrup syd for Randers. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Når en mand slår sin kone og børn ihjel, er der ikke tale om en »familietragedie«, men et massedrab. Termen »familietragedie« antyder, at der er tale om et privat anliggende, som ikke angår samfundet, mener debattører og eksperter.

Mandag blev en hel familie blev fundet døde i et upåfaldende parcelhus i et lige så upåfaldende kvarter i Ulstrup ved Randers.

Ofrene var en 45-årig mand, en 42-årig kvinde og fire børn på 16, 11, seks og tre år, men et døgn senere kunne politiet slå fast, at der ikke var tale om gasudslip eller lignende ulykke. Dødsfaldene var den 45-årige familiefar og IT-konsulents bevidste handling:

»Baseret på de foreliggende oplysninger i sagen er det politiets umiddelbare vurdering, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv,« hed det i en pressemeddelelse fra politiet, som i skrivende stund ikke har offentliggjort oplysninger om drabsmetode eller et eventuelt motiv.

Familie fundet døde i Ulstrup

Drabene blev i pressen - i bl.a. Ekstra-Bladet, Kristeligt Dagblad, Danmarks Radio, BT, Ritzau og tillige Berlingske - benævnt »en familietragedie«. En term, som i årevis er blevet anvendt af presse og politi, når der er tale om drab begået internt i en familie.

Upassende begreb

Men vi skal holde op med at anvende det begreb, mener flere debattører.

For begrebet antyder for det første, at der er tale om et privat, internt anliggende, som ikke angår samfundet. For det andet, at der er tale om en slags »hændeligt uheld« - ikke en alvorlig forbrydelse, som har krævet planlægning og vilje og har kostet uskyldige livet.

»Der ligger en kollektiv apologi i anvendelsen af ordet »familietragedie«. Det får en tone af, at »det jo er noget, der sker«,« siger en af kritikerne, radiovært og forfatter Anne Sofie Allarp:

»Man bruger ikke ordet »tragedie« om andre typer drab. Når en mand dræber fem personer i en lufthavn i Florida, hedder det massedrab eller terror. Man kalder det heller ikke »en familietragedie«, men »æresdrab«, når andre kulturkredse begår drab internt i familien,« siger Anne Sofie Allarp.

Afskærer os fra vigtig diskussion

Begrebet »tragedie« lugter af skæbne og uafvendelighed - og betyder i sidste ende, at vi som samfund lukker diskussionen om årsagen til de tilbagevendende familiedrab, mener Allarp.

»I stedet for at vi med alvor anerkender, at vi faktisk har et mønster her i vores kultur: Det sker jævnligt, at en far  tager sine børn, sin kæreste eller hele sin familie med sig i døden, og måske skal vi have en diskussion af de forestillinger om maskulinitet og mandens status, som vi har,« siger Anne Sofie Allarp.

d

En anden kritiker er journalist og forfatter Marie Louise Kjølbye, som i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad allerede i maj 2016 opfordrede til at stoppe med at bruge ordet »familietragedie« om mordene på kvinder og børn:

»Hvis en mand går over gaden og skærer halsen over på genboens kone, er det drab. Hvis det er hans egen kone og børn, så er det en »familietragedie«. En tragedie er litterært skæbnens blinde spil. Men det kan jo ikke være rigtigt i et retssamfund. Her må vi fastholde, at der er ofre og en gerningsmand, og vi må antage, at de forbrydelser kan forhindres,« siger Marie Louise Kjølbye, som bl.a. mener, at man skal tage skilsmissekonflikter og kvinders sikkerhed i forbindelse med voldelige forhold alvorligt.

Den farligste mand er en ægtemand

Der sker i omegnen af 50 drab om året i Danmark. Det er ofte de tilsyneladende arbitrære drab som sidste års uopklarede mord på 17-årige Emilie Meng i Korsør eller gravide Louise Borglit, 32, i Herlev, der vækker forfærdelse og opsigt.

Men faktum er, at risikoen for at blive dræbt i hjemmet af en person, man har en nær relation til i forvejen, er langt hørere end risikoen for at blive dræbt af en fremmed på åben gade.

I 2014 udgav Justitsministeriets Forskningsgruppe en gennemgang af 168 drab begået i årene 2008-2011. Analysen viste, at

  • fire ud af fem dræbte kvinder var slået ihjel af nuværende eller tidligere partner.
  • der i 37 pct. af de tilfælde, hvor motivet var kendt, var tale om et drab som følge af »problemer og konflikter inden for den nære familie (jalousidrab og familiedramaer)«.
  • gerningsmanden i 44 pct. af drabstilfældene var partner, mor, far eller barn til ofret.

»Familiedrama«

Termen »familietragedie« er muligvis inspireret af en doktordisputats fra 1977; en gennemgang af samtlige danske drab i perioden 1946-1970 af J.D. Hart Hansen. I den tegner »familiedramaer« sig for en fjerdedel af alle drab, og helt små børn var betydeligt overrepræsenteret blandt ofrene.

Gerningspersonen var, hed det i doktorafhandlingen, ofte en »deprimeret moder«, som tændte for bygassen og dermed dræbte sig selv og sine børn i hjemmet.

En nyere gennemgang af 166 drab begået i Syddanmark fra 1983 til 2007, som Peter Mygind Leth, professor ved Retsmedicinsk Institut ved SDU, udgav i 2010, viste, at den allerfarligste person for en kvinde stadig er en partner. Og den farligste person for et gennemsnitligt barn er stadig barnets egen far eller mor: Af 29 dræbte børn i den 25-årige periode var de 19 dræbt af en forælder:

»Vi konkluderede endnu engang, at de drab, som får mest opmærksomhed i pressen og befolkningen, udgør et mindretal i statistikken. De fleste drab foregår i familien eller mellem folk, der har en familiær relation til hinanden,« siger han.

Der er dog sket en markant udvikling i drabsmønstret internt i familier: Antallet af kvinder, der dræber egne børn, i dag er faldet markant. Dels er der ikke længere kulilte i bygas, og et af de mest lettilgængelige »drabsvåben« er dermed væk. Og formentlig har en massiv indsats mod fødselsdepressioner, bedre økonomi og en større kulturel accept af enlige mødre betydet, at antallet af kvinder, der dræber egne børn, i dag kan tælles på ganske få fingre.

Også færre fædre dræber i dag deres børn, men faldet har været knap så markant, viser Mygind Leths analyser. Mænd begår nu drab på egne børn otte gange så hyppigt som kvinder, viser en gennemgang af samtlige drab på børn i Danmark i perioden 1972 til 2005:

Ved samtlige otte familiedrab begået i perioden af mænd var den udløsende faktor »familiens uundgåelige opløsning på grund af skilsmisse, strid om forældremyndighed, eller at den tidligere hustru var i et nyt forhold«, hedder det i analysen, som blev bragt i Ugeskrift for Læger i 2007.

Spørgsmålet er derfor, om man - ligesom man med succes har nedbragt antallet af mødres drab på egne børn - kan fjerne »familietragedierne« fra privatlivssfæren og gøre dem til et offentligt indsatsområde?

Allerede i 2007 anbefalede Peter Mygind Leth og hans kolleger »at sætte ind med forebyggende foranstaltninger over for mænd i truede sociale situationer, f.eks. skilsmisse.«

»Men vi er her ude i det spekulative, må jeg erkende, for vi har ikke undersøgt, om det kan have en præventiv effekt. Drab på en hel familie er heldigvis så sjældent forekommende, at det er vanskeligt at generalisere eller iværksætte kampagner - eller bebrejde nogen, at det ikke er gjort allerede,« siger professor Peter Mygind Leth.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.