Forårskådhed: Når halstørklædet ryger, ryger hæmningerne også. Hver anden dansker ser foråret som den årstid, hvor det er nemmest at finde kærligheden

Der er noget i luften. Det er solskin, det er fuglekvidder, og det er god gedigen forårskådhed. Måske kunne du allerede mærke, at du blev lidt småforelsket i folk omkring dig, da de første solstråler ramte Danmark i sidste uge. I den søde kollega eller den pæne ekspedient, der gav dig et smil og et ønske om en dejlig dag.

Men der er faktisk en ganske god grund til, at lysten stiger, når dagene bliver længere og pigernes kjoler kortere, fortæller sexolog Lars Juhl.

- Vi får et ordentligt skud lys og energi til at kigge på andet end vores egen navle. Vi går ikke længere og putter os i halstørklædet og kigger ned i jorden. Og når vi selv er glade og har det godt, får vi overskud til at kigge efter en spændende partner, siger Lars Juhl og tilføjer, at det bestemt heller ikke skader, at den store uldfrakke blive hængende hjemme på knagen.

- Der er mere at kigge på for begge parter. Mænd er mere visuelle, men kvinderne synes også det er fedt at se lidt skuldre og en god numse, der ikke bliver gemt bag jakken længere, siger han.

Størst sandsynlighed

Desværre for de forårskåde singler er der også mange fingerflettende par at spotte i gadebilledet disse dage. Men hvis du går og er træt af, at du ikke har nogen at gå ture og holde i hånd med, skal du ikke fortvivle, viser en stor undersøgelse fra datingportalen C-date.dk, lavet blandt deres danske medlemmer.

49 pct. af mændene og 43 pct. af kvinderne ser nemlig foråret som den tid, hvor der er størst sandsynlighed for at møde kærligheden, så det er slet ikke umuligt at finde en flirt til en af sommerens mange fester.

Selvom der stadig kan skrues lidt op for graderne, åbner forårets dufte og lune vejr også snart for muligheden for at dyrke sex i naturen. Og den er der flere, der griber, viser undersøgelsen fra C-date.dk.

Skoven hitter

Hele 94 pct. af danskerne får lyst til at smide hæmningerne, forlade den vante varme dobbeltseng og dyrke sex udendørs - og her er det især skoven, der er et hit. Hver anden bliver pirret af tanken om at elske i skjul af træerne, mens godt hver femte foretrækker stranden.

- Det giver et spændende sus, når der er chance for at blive opdaget. Det kan sammenlignes lidt med af springe i faldskærm, hvor vi drages af sensationen og flugten fra tryghedszonen, siger Lars Juhl.

- Nu har man mulighed for at sige: ’Jeg ser dig, du ser mig. Hvorfor vente?’. Det kan man ikke på samme måde gøre alvor af om vinteren, hvis man får lyst, når man er på café. Så kommer man i hvert fald på kant med loven, griner sexologen.

Bliv inspireret til sex i det fri

Haven

PLUS: Det er i naturen, det er pirrende og nyt, men det er stadig på din egen private grund. Haven kan være et godt sted at starte, fordi muligheden for at blive opdaget er minimal.

MINUS: Skulle I alligevel blive opdaget, er det højst sandsynligt af naboen. Ville det måske være bedre, at det var en fremmed, I ikke skulle se igen?

Stranden

PLUS: Den salte havluft og bølgeskvulpene kan give jer en følelse af, at I er kommet til sydens sol. Måske giver det associationer til en romantisk rejse, I var på engang.

MINUS: Husk et tæppe, så I slipper for at få sand overalt.

Vandet

PLUS: I kan også bevæge jer de ekstra meter ud i vandet. Der kan været noget pirrende i, at alle kan se jer inde fra stranden, mens bølgerne skjuler jeres forbudte akt.

MINUS: Det kan være hårdt at stå op, når I ikke har noget at støtte jer til, mens bølgerne forsøger at skubbe jer omkuld.

Båden

PLUS: Ude på havet er i de eneste mennesker i miles omkreds. Bølgerne skvulper, båden rokker og det føles som at være helt alene på en øde ø.

MINUS: Hvis der kommer publikum sejlende forbi, er I nemme at opdage.

Skoven

PLUS: Det er både primitivt og eventyrligt at have sex i skovbunden, hvor der er masser af beplantning at gemme sig i. Det er naturligt at lade en picnic udvikle sig til noget frækt.

MINUS: Desværre brister illusionen om en yndig græsplet og blødt mos ofte pga. rådne blade og skarpe grene. Desuden kan det være koldt i træernes skygge.

Bilen

PLUS: På bagsædet får I ro til at nyde hinanden, men det kan også være spændende at have sex på køleren.

MINUS: Vær opmærksom på, at køleren kan være skoldhed efter en køretur i solskinnet.