- Vi gennemhagler ikke folk i studiet, når deres forbrydelse er så lille, siger Reimer Bos chef

B.T.s net-læsere er rasende over, at Rigmor Zobel slap så let gennem søndagens eksklusive interview med Reimer Bo i 21-Søndag.

Nærmest gratis og uden modstand fik den kokain-dømte erhvervskvinde lov at komme med alvorlige anklager mod politiet og anklagemyndigheden i den sag, hvor hun i forrige uge blev dømt for at have købt seks gram kokain á seks gange, mener læserne.

Også fra politiet hagler kritikken ned over Reimer Bo og DR.

- Reimer Bo sad jo bare som en ren mikrofonholder under interviewet med Rigmor Zobel, siger politiets fællestillidsmand Claus Oxfeldt, der er rystet over de grove anklager som erhvervskvinden fik lov til at fyre af overfor en navngiven betjent, der blev beskyldt for at have løjet under ed.

En anonym ansat ved Københavns Politi mener, at 'DR kunne jo ligeså godt have sat et mikrofonstativ op, så hun selv kunne tale', som han udtrykker det overfor bt.dk.

Men DR melder hus forbi.

- Vi kunne jo ikke bortcensurere hendes anklager, og både betjenten og hans arbejdsgivere i politiet havde sagt nej til et tilbud om at medvirke i indslaget, så jeg kan ikke rigtig tage deres kritik alvorligt. Vi plejer ikke at vurdere deres arbejde, så jeg synes ikke, de skal vurdere vores, siger Jakob Kwon Henriksen til bt.dk.

Men det var ikke meget Reimer spurgte til Zobels kokain-forbrug?

- Joeh, han startede da med et spørgsmål om hendes skyld, og der var da også nogle andre spørgsmål i den retning. Men retssagen er færdig, den ville vi ikke videreføre, og hun var jo næsten frifundet i og med hun kun fik en bøde på 20.000 kroner. Det er mindre end mange spritbilister får.

Hun beskyldte både en betjent for at lyve og beskyldte indirekte politiet for at tage mod bestikkelse. Det er jo grove anklager for åben skærm?

- Tjoeh, men det er jo hendes valg, og det må stå for Rigmor Zobels egen regning.

- Vi havde valgt at høre, hvordan hun selv havde oplevet hele sagen, og vi plejer ikke at gennemhagle folk i studiet for mindre forbrydelser, og Rigmor Zobel skal altså ikke behandles anderledes end andre, siger Kwon Henriksen, der fortæller, at Rigmor Zobel ikke havde sat bestemte betingelser for at medvirke i interviewet.

- Hun havde bedt om at blive pænt behandlet, men det gør vi jo med alle. Der var ikke noget, vi ikke kunne spørge om. Sådan er det altid. Vi kan af principielle grunde ikke begrænse os selv på forhånd, så vi kunne spørge om alt, siger TV-Avisens souschef Jakob Kwon Henriksen, der siger, at Reimer Bo ikke vil 'give sig selv karakter'.

- Derfor vil han ikke kommentere interviewet.