Amnesty raser over, at transkønnede listes som psykisk syge. Sundhedsstyrelsen forklarer hvorfor.

Danmark følger WHO, når det gælder lister over sygdomme. Så når WHO's liste over sygdomme, også kaldet ICD10, placerer transkønnede i en kodegruppe, der blandt andet handler om psykiske lidelser, gør Danmark det også.

Det fortæller overlæge Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og understreger samtidig, at kodelisten ikke skal opfattes som en sygdomsliste, men et arbejdsredskab for lægerne.

- Det er ikke noget med at udnævne folk til at være syge eller raske. Det er et nødvendigt arbejdsredskab for lægerne i behandlingen, siger Søren Brostrøm.

- Når en transkønnet for eksempel ønsker en kønsskifteoperation, så er lægerne nødt til at have et arbejdsredskab med koder for at vide, hvorfor man skal lave operationen og hvad operationen så er for noget.

- Fuldstændig som når en kvinde kommer ind på en fødegang og er normalt gravid, så skal lægerne og jordmødrene også have en kode, siger han.

Transkøn er, når en persons fysiske køn ikke stemmer overens med den indre identitet som mand eller kvinde.

Amnesty i Danmark raser over, at transkønnede optræder i gruppen psykisk syge på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste og vil have sundhedsministeren til at slette dem derfra.

- Man må gerne give transkønnede alle de koder, man vil, men hvorfor skal de stemples som psykisk syge, siger Helle Jacobsen, kampagneleder i Amnesty.

Søren Brostrøm mener dog ikke, at transkønnede gøres til psykisk syge på den liste.

- Listen er listen delt op i forskellige sektioner. En har med graviditet at gøre, en anden med mave-tarmsygdomme og så videre. Og så er der en sektion, der hedder psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.

- Herunder er gruppen kønsidentitetsforstyrrelser, hvor transkønnede står. Ludomaner står også under gruppen med adfærdsmæssige forstyrrelser, og dem vil vi vel ikke kalde psykisk syge, siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsens sygdomslister revideres løbende.

/ritzau/