Politi og dykkere fortsætter i de kommende dage eftersøgningen af den afdøde svenske journalist Kim Walls arme i Køge Bugt. Det sker, efter dykkere fredag fandt Kim Walls hoved, ben, tøj samt en kniv på 10-12 meters dybde ved Avedøre Holme i Køge Bugt ikke langt fra Klyde Sø på Amager, hvor en cyklist den 21. august fandt Kim Walls torso.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Politi og leder af efterforskningen i den såkaldte ubådssag, Jens Møller Jensen.

»Det er klart, at jeg håber, vi kan finde armene i de kommende dage. Vi skal ud og dykke igen i den denne uge, når vejret tillader det,« siger han.

Læs også: ​Eksperter gennemhuller Peter Madsens forklaring: Derfor holder den ikke

Lørdag fortalte Jens Møller Jensen, at det endnu ikke har været muligt at fastslå dødsårsagen. Han fortalte også, at retsmedicinerne ikke har fundet frakturer på kraniet eller nogen tegn på stump vold mod hovedet i det hele taget. Det underminerer ifølge vicestatsobducent og retsmediciner Peter Juel Thiis Knudsen, SDU, ubådsbygger Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall døde efter at have fået ubådens 70 kilo tunge jernluge i hovedet og derpå styrtede over fire meter ned i bunden af ubåden, hvor Peter Madsen - ifølge eget udsagn -  fandt Kim Wall kraftigt blødende fra et åbent kraniebrud.

Lykkes det at finde armene, vil det ifølge Peter Juel Thiis Knudsen næppe løse mysteriet om, hvordan Kim Wall døde. Men armene kan måske afsløre, hvad der er hændt før døden.

»For det første er det jo vigtigt at finde armene af hensyn til de pårørende, så de har en hel person at begrave. Men det er selvfølgelig også interessant for efterforskningen, om der på armene - sædvanligvis underarme og hænderne - er afværgelæsioner. Retsmedicinerne vil CT-scanne armene for at se, om der er brud eller splinter efter for eksempel en kniv,« siger Peter Juel Thiis Knudsen.

Også på benene, som blev fundet fredag, vil retsmedicinerne lede efter afværgelæsioner.

»Det er meget sjældent, at vi finder dødsårsagen på ben eller arme. Så skal en stor pulsåre være blevet skåret over.  Arme og ben bliver normalt ikke åbnet. De undersøges udvendigt,« siger  Peter Juel Thiis Knudsen

Kim Walls hoved blev fundet i en aflukket pose, mens benene blev fundet uemballerede i vandet. Siden politiet holdt pressemøde lørdag formiddag, er der ikke blevet arbejdet videre med de nye fund. Undersøgelserne af de fundne ligdele fortsætter mandag, oplyser Jens Møller Jensen.

Læs også: Topadvokat om ubåds-sagen: Vi er der, hvor jeg ville tale med min klient om at tilstå

Politiet har også planer om at genafhøre Peter Madsen. Det ser dog ikke ud til, at det kommer til at ske i denne uge.

»På et tidspunkt så vil jeg modtage en skriftlig rapport om de nye fund, som vi har gjort. Jeg regner dog ikke med, at det kommer til at ske i denne uge. Herefter skal Peter Madsens forsvarer desuden have lejlighed til at læse de rapporter,« siger Jens Møller Jensen.

Der er heller ikke planer om, at de lighunde, som svensk politi har stillet til rådighed for efterforskningen, skal ud og deltage i eftersøgningen i denne uge.

»Vi har faktisk ikke haft hunde ude på vandet siden 21. september. Vi har blot noteret, hvor de markerede tydeligst og så foretaget vores eftersøgning ud fra det,« siger Jens Møller Jensen, der understreger at de svenske hundes indsats har været afgørende.

BT forsøgte i går at få en kommentar fra Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark.

Hvordan døde Kim Wall?

Retsmedicinerne har endnu ikke fastslået en dødsårsag. De undersøger minutiøst de enkelte ligdele. Vicestatsobducent og retsmediciner Peter Juel Thiis Knudsen, SDU, forklarer her, hvad retsmedicinerne leder efter. Han er ikke selv involveret i undersøgelserne.

Hovedet (fundet): Retsmedicinerne har ved obduktion ikke fundet frakturer på kraniet eller nogen tegn på stump vold mod hovedet i det hele taget - heller ikke indre blødninger i hjernen. Det er således grænsende til sikkert,  at Kim Wall ikke er død af stump vold mod hovedet.

Halsen (fundet): Her leder retsmedicinerne meget grundigt efter tegn på kvælning og stump vold mod halsen i form af blødninger i huden - for eksempel efter drabsmandens fingre - og brud, herunder brud på skjoldbruskhorn og tungeben samt ringbrusken, der kan indikere kværkning (kvælning med hænderne). Lørdag sagde efterforskningsleder Jens Møller Jensen: »Det er klart, at når der ikke er noget (der giver en dødsårsag, red.) på selve torso, og der ikke er noget på kranier, så må man se, om det er adskillelsen af de to dele, der kan give os noget. Men det er alt for tidligt at sige noget om det.«

Torsoen (fundet): Retsmedicinere har fundet 15 stiksår på torsoen. Et i brystet og 14 i underlivet. Stiksårene er ifølge obduktionen påført omkring eller umiddelbart efter dødstidspunktet, men er altså ikke dødsårsagen.

Benene (fundet): Retsmedicinere CT-scanner benene for at lede efter eventuelle brud eller splinter fra eksempelvis en kniv. Benene undersøges udvendigt for eventuelle afværgelæsioner. Dødsårsagen findes meget sjældent på benene.

Armene (mangler): Hvis det lykkes at finde armene, vil retsmedicinerne ligesom  med benene  CT-scanne dem for at lede efter eventuelle brud eller splinter fra eksempelvis en kniv. armene bil ligeledes blive undersøgt udvendigt for eventuelle afværgelæsioner. Dødsårsagen findes meget sjældent på armene.