Hvis du fryser her til formiddag, så er det ikke bare dig. Radiatorerne kan forblive lunkne frem til 18.30 i aften.

Dele af Brønshøj, Vanløse, Valby, Østerbro, Vesterbro, Nørrebro og Amager er søndag uden varme efter et strømnedbrud på Amagerværket. Det skriver b.dk.

Den tekniske forklaring på fordelingen lyder, at »varme baseret på vand er nede. Varme baseret på damp er OK. Indre By bruger damp,« skriver P4-journalist på Twitter og følger op, at varmen forventes tilbage i de københavnske hjem senest klokken 18.30.

»Hofor om årsag til fjernvarmenedbrud: Amagerværket blev natten mellem lørdag og søndag mørkelagt pga. en fejl på DONG højspændingsanlæg,« lyder det også ifølge b.dk.

Også beboere på Frederiksberg oplever formentlig søndagshuller i varmen. Det skyldes et helt andet problem:

»Derudover har vi haft et brud på en varmeledning på Frederiksberg, i forbindelse med en omlægning af ledningerne. Dette har desværre også givet yderligere driftsforstyrrelser, som vi arbejder på at udbedre,« skriver Hovedstadens Forsyningsselskab Hofor.