Pres på lagrene: Kulden og en fransk strejke er med til at presse priserne i vejret.

Når priserne på benzin lige nu er ved at nå rekordhøjder, så har det ifølge olieanalytiker Peter Rasmussen, Statoil, flere årsager: 1: Der er kommet mere gang i verdensøkonomien, end man havde forudset. Ikke mindst har en større efterspørgsel på olie til Kina givet stigende råoliepriser. 2: Den strejke, som der var i Frankrig for nogle uger siden, har betydet, at man her har købt mere ind fra de store lagre i Rotterdam. 3: Et af verdens største raffinaderier i Rotterdam har været lukket ned pga. vedligeholdelsesarbejde, så man lige nu så at sige mangler en måneds produktion. 4: Usædvanlig hård kulde i november og december betyder højere priser. I Rotterdam produceres der på det store raffinaderi intet mindre end 400 mio. liter benzin om måneden, og i hele Rotterdam-området er der skønsmæssigt lagre svarende til 10-20 gange månedsproduktionen. - Når priserne er så høje, så betyder det benhård konkurrence mellem benzinselskaberne, siger Peter Rasmussen, der også gør opmærksom på, at dollarprisen spiller en rolle for prisen på benzin og diesel.

60 pct. er skatter og afgifter

Hvis man kigger på, hvordan prisen på en liter benzin er sammensat, så udgør 30 pct. selve prisen på benzin, 60 pct. er skatter og afgifter, og de sidste 10 pct. er selskabets omkostninger. Det er inden for de sidste 10 pct., at der sættes ind med priskrige i kampen om kunderne.