At to mennesker elsker hinanden nok til at leve sammen, få ønskebørn og købe et rækkehus, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de også vil giftes med hinanden.
Ægteskab står ikke særlig højt på kærestepars to-do-liste længere. Kun 27.198 danske par lod sig vie sidste år, afslører statistikken. Vi skal helt tilbage til 1983 for at finde et år, hvor lige så få blev gift. Alene siden 2008 er det årlige antal nye ægtepar faldet med hele 27 pct. Og vi kan ikke engang skyde skylden på finanskrisen, mener eksperterne.
- Kernefamilien skal nok overleve. Men set i et historisk perspektiv er familien og ægteskabet mere truet end tidligere, siger Birthe Linddal, sociolog og fremtidsforsker.
Hun begyndte for 13 år siden at se på danskernes familieformer, og dengang, i 1999, handlede det, for kvinder, stadig om at finde ' Mr. Right'. Romantisk kærlighed og dermed lykke.
I dag er mange blevet mere pragmatiske, mener hun.
- Der findes sgu ikke nogen Mr. Right! Den idé er røget. Der er i stedet et enormt fokus på selvudvikling og muligheder. Individdet. De fleste vil gerne parforholdet, men har svært ved at sætte punktummet - for hvad nu hvis der kommer en bedre mulighed i morgen? Det moderne menneske er hele tiden lidt på vej og vil helst ikke begrænses af noget, siger Birthe Linddal.
Kun symbolikken har overlevet
Livsstilskommentatoren Niels Erik Folmann, der pt. medvirker i DRs 'Danmarks skønneste hjem' , er enig i, at ægteskabet er under pres.
-Man har ikke rigtig følelsen af, at ægteskabet er ubrydeligt og større end livet længere. Der er efterhånden ikke den store praktiske forskel på at være gift og ikke gift, så der er næsten kun symbolikken tilbage. Alligevel føler mange, at hvis man først er gift, så er det for alvor alvorligt. Psykologer mener, at det spiller en rolle for unge mennesker i dag. De føler sig en smule mere fri, når de ikke har papir på hinanden. Også selvom de har børn, siger Niels Erik Folmann.
- Vi er også inde i en bølge, hvor det ikke er hipt på samme måde som før at blive gift. Det er vigtigere at få udgivet en bog og få søde børn og sådan noget. For mange unge par er et fælles skøde på et rækkehus blevet ægteskabskontrakten, vurderer han.
Det er også en meget stor beslutning at få børn - skal vi have børn? Hvornår? Hvor skal vi bo? Så kommer ægteskab i sidste række.
Efternavne er noget af det, der pludselig er til diskussion, hvis man skal giftes. Hvor det tidligere var normalt, at kvinden tog mandens efternavn, så ser man nu oftere en kombination af begges navne, eller også beholder de bare deres egne navne. Det er dødsvært for kvinder og mænd i 30erne at underlægge sig en anden og forkaste deres eget navn - og dermed en bid af deres identitet.
Det er også svært at gifte sig med nogen, fordi man dermed skal stå inde for den anden og hans eller hendes valg i livet - store som små. Lade sig identificere med den anden. Det skurrer f. eks. fælt i manges ører, hvis partneren vil have en anden sofa, end man selv vil, eller ikke går lige så meget op i økologi, som man selv gør.
Ikke en naturlig kulmination
Man tager måske også på ferie hver for sig med venner eller veninder, dyrker fritidsinteresser hver for sig og kender måske knap nok hinandens venner. Der er en stigning i alternative familieformer - mennesker, der f. eks. er i forhold og har børn sammen, men vælger ikke at bo sammen. Det er heller ikke længere et særsyn, at en kvinde vælger at få barn alene. Og mænd donerer gladeligt sæd til foretagendet.
Hvad skal man så med ægteskab? Ægteskabet er ikke længere den naturlige kulmination på en forelskelse. Hvis man vælger at blive gift, er det ofte af praktiske årsager.
Da et bryllups-site spurgte sine brugere, hvem der havde friet, viste svarene, at hvert femte frieri er sket på kvindens initiativ. Kirkens storladne ceremoni taber også kraftigt terræn til en hurtig tur på rådhuset.
- Rollen, hvor manden kaster sig på knæ med en rose i munden og bjæffer som en lyserød puddel: ' Vil du gifte dig med mig', føles ikke så naturlig mere. Vi er blevet mere ligeværdige. Mænd trækker heller ikke stolen ud eller holder døren hele tiden. Alt er begges ansvar, og så er risikoen jo, som i alle andre sammenhænge, at der ikke rigtig er nogen, der tager det ansvar på sig og sørger for, at det bliver til noget, siger Niels Erik Folmann.
