Facebook og Instagram flyder over med nuttede billeder og sjove videoer af børn, som voksne fra børnenes eget liv deler. Men fratager vi børnene retten til et privatliv ved at poste løs med dem som motiv? Svaret på det spørgsmål forsøger mor til to og blogger Mette Marie Lei Lange stadig at finde.

Det er et nyklassisk Instagram-motiv. To legende børn på en smuk dag på en altan et sted i København med sollyset strømmende ned over sig. Et motiv, der alligevel ikke er som alle de andre billeder af børn, man støder på dagligt i sociale medier-land.

Børnene er fotograferet bagfra, uden at man kan se deres ansigter.

Noget, som 35-årige Mette Marie Lei Lange i den seneste tid er begyndt at gøre helt bevidst, når hun deler billeder af sine toårige tvillinger Hugo og Berta. Ligesom hun også er begyndt at luge ud i tidligere offentliggjorte fotos, hvor man kan se deres ansigtstræk.

Hun driver til dagligt bloggen Twinpeaks.dk med dertilhørende Instagram-profil og har altid med rund hånd delt ud af fotos af både sig selv og sine børn. I takt med at børnene er vokset fra bløde pakker til små mennesker med egen personlighed, er en tanke begyndt at blive mere præsent hos hende: Kan hun egentlig tillade sig at dele fotos af sine børn på nettet, uden at de har sagt ja?

»Det er ikke sikkert, at de en dag som teenagere har den samme holdning til sociale medier som mig. Og jeg kan ikke få deres samtykke nu. Men jeg er deres værge og kan træffe beslutninger på deres vegne. Næsten dagligt har jeg i det forgangne år taget op til overvejelse, om de skal optræde med fotos. Jeg lever jo et liv, hvor jeg åbner et vindue til min familie. Der er mange dage, hvor jeg simpelthen får lyst til at slette det hele.«

Mette Marie Lei Langes beslutning synes måske lille. Den fortæller fra sit hverdags­niveau alligevel alt om vores tids store eksperiment, hvor vi ikke kun lægger os selv til skue på nettet, men også inddrager børnene fra den dag, de bliver født.

Børns privatliv

Forældre deler funny ha-ha-billeder og videoer af lille sure Ida, der ser vidunderligt sjov ud, bedsteforældre når at lægge fotos op af det nyfødte barnebarn, før forældrene er nået at komme hjem fra hospitalet, og moster offentliggør billeder fra familiefesten, hvor kusinerne skærer ansigter.

Midt i billedstormen af børn med kærnemælksskæg sat foran sommerhuset, børn i løb med hunden og børn og deres bedste venner, kan man med rette spørge: Hvad er privatliv i dag? Og fra hvornår har man selv retten til det?

Når bloggen en dag lukker, vil der sikkert dukke ti nye andre blogs op, og Mette Marie Lei Lange vil hurtigt blive glemt, mener hun selv. Hvad der til gengæld ikke forsvinder, er de digitale fodspor, som permanent er efterladt til Hugo og Berta.

Se lige på det tilhørende foto til denne artikel. Når Mette Marie Lei Lange er alene på det, er det fordi, at det kun er hendes mand og hende selv, der skal tage fotos af børnene. Hun vil ikke have, at andre skal sige »kig lige her« til dem. Det er hendes forsøg på kontrol. Midt i det forsøg erkender hun, at der egentlig også er noget grænseoverskridende ved at fotografere sine børn bagfra. Så ved de ikke engang, at hun gør det.

»Jeg har debatteret det her emne med venner. Og man skal altid vægte sine ord, for man kan nemt træde nogle over fødderne. Jeg ser ikke selv ned på andre, for jeg liker jo selv fotos af bare børnenumser i solnedgang. Men jeg har hørt om, hvad pædofile kan med photoshop. Det er nok for mig,« siger hun.

Tidligere på året blev der offentliggjort et amerikansk studie, hvor forskere spurgte både børn og forældre om, hvilke regler man skulle følge i familien i forhold til teknologi. Ifølge New York Times viste studiet fra University of Washington, at børn i alderen 10-17 år i langt højere grad end forældrene gav udtryk for, at det ikke er okay at poste noget som helst om dem på de sociale medier uden at spørge om lov først. Mange af dem mente desuden, at der skulle være regler for, hvad forældre kan dele om deres børn på nettet.

Børns vilkår

Det er gjort i kærlighed, fordi man gerne vil vise, at man har verdens dejligste børn. Hvis vi til gengæld ser det fra barnets perspektiv, krænker det grundlæggende barnets ret til et privatliv, lyder det fra Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår. Forældre skal tænke sig om og spørge sig selv: »For hvis skyld gør jeg det her? Skal alting være for min, min blogs og min Facebook-profils skyld?«

»Vi har teenagebørn, som er meget blufærdige, og som synes, at stort set alt er pinligt, og lige pludselig kan den pige, man er forelsket i, finde et billede af drengen, hvor han sidder på potte, som engang var nuttet, men som 14-årig bare er flovt,« siger hun.

Bente Boserups klare opfordring er, at man skal vente med billedstormen, indtil børnene har en alder, hvor de kan give grønt lys til både tekster og fotos. Små børn, som ikke selv kan tage stilling, skal og bør ikke figurere på offentlige medier.

»Der er mange børn, som ikke bryder sig om det og ikke synes, at det er sjovt, og derfor skal man som far eller mor lade være med det, selv om man har lyst til at dele billeder og tekst. Nogle gange taber man også de magiske øjeblikke, fordi den kontakt, man har med sit barn i en sjov eller rørende situation, bliver afbrudt af en mobil eller en iPad.«

Børns regler

Mette Marie Lei Lange har en veninde, hvis otteårige datter selv er kommet med en tankevækkende udmelding. Hun har bedt sin mor om aldrig igen at lægge fotos op af hende, fordi datteren synes, det var grænseoverskridende.

»Jeg ønsker nok, at vi som samfund reflekterer lidt mere over de valg, vi træffer for vores børn, når vi sætter dem på de sociale medier. Man vil som forældre gerne give sine børn det bedste. Og det bedste kan aldrig blive at positionere dem på de sociale medier. Det tror jeg ikke på. Men jeg gør det jo alligevel til en vis grad. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er det værste, man kan byde sine børn at dele dem på Instagram, men der må findes et helle et sted midtimellem.«

Alle mennesker vil ikke fremover være gennemsigtige på nettet. Der vil komme en modbølge, hvor vi bliver mere nærige med, hvad vi deler ud af. En bølge, som Mette Marie Lei Lange er første del af, lyder vurderingen fra Pernille Tranberg, rådgiver i dataetik og digital identitet.

»Hvis man er et velhavende, magtfuldt og berømt menneske, eller hvis man har et job, hvor man er udsat – for eksempel som fængselsbetjent, journalist eller dommer – sørger man for ikke at blive gennemsigtig, for så kan man ikke kontrollere sit eget liv. Det er rigtigt, at mange i fremtiden vil dele ting online, men vi vil være meget bevidste om, hvad vi deler og ikke dele alle informationer om os selv,« siger hun.

Det er svært at være privat i dag. Derfor vil privatliv i fremtiden blive en eftertragtet vare.

»Den mulighed har man som forælder ødelagt ved at have postet en masse billeder af sit barn. Du ødelægger faktisk dine børns mulighed for at kontrollere egne data, og vi kommer til at se konsekvenserne af det fremadrettet, når de her børn vokser op.«

For to år siden påbegyndte Mette Marie Lei Lange som højgravid bloggen, og læserne har begejstret fulgt med i hverdagslivet med tvillinger.

På Twinpeaks.dk har der aldrig været fotos af sovende børn, nøgne børn eller børn, der græder eller er kede af det. Hverken bloggeren eller hendes mand har haft lyst til at gøre grin med Hugo eller Berta.

Rapporterne fra hendes liv er blevet så populære i en grad, at hun i dag kan leve af dem. En position, der gør, at hun heller ikke tør sige helt farvel til et online-liv. Ligesom så mange andre af os, der synes at have skabt uløselige bånd til Facebook og alt det andet.

»Jeg tjener ret fint i forhold til, hvor stor en frihed mit job giver mig. Og det giver mig mere tid med mine børn, end jeg ville have haft, hvis jeg havde haft et almindeligt arbejde. Det er sådan nogle ting, der får stemmerne til at forstumme og gør, at jeg synes, jeg kan forsvare mine valg over for mig selv og i sidste ende mine børn.«

Børns tryghed

Nogle af læserne har sagt, at de kommer til at savne hendes børn på bloggen. Et udsagn, som har givet Mette Marie Lei Lange endnu mere lyst til at trykke delete til hvert børnebillede. Det samme har kommentarer fra læsere, hvor grænsen mellem privatliv og online-tilstedeværelse er blevet overskredet. Det er også hendes altoverskyggende frygt: At hendes børn en dag ikke kan skabe et førstehåndsindtryk, fordi folk vil kunne kende dem fra nettet.

»Da vi var i Nice, min mand og jeg, fik jeg flere beskeder fra følgere, der skrev, at de lige havde set mine børn på legepladsen derhjemme. Fordi folk kan genkende dem. Det er helt okay, når det kommer til mig selv, og min mand er skuespiller, så han må også forvente det. Men det kan godt føles underligt, når det kommer til vores børn.«

Mette Marie Lei Lange har i perioder selv fået nok og får nogle dage lyst til at lægge telefonen helt fra sig. Det kan hurtigt tage magten fra én, og man kan blive ved med at lægge sit ansigt ud på flere kanaler, lyder det.

I en alder af 35 år har hun prøvet begge dele. Mette Marie Lei Lange har haft en barndom uden internet og en ungdom med et .dk bagefter. Det er måske derfor, hun ikke kan ryste den stadig mere præsente kritiske tanke af sig. Lige så begejstret hun selv er for de sociale medier, kan hun også huske en tid uden.

»Jeg taler tit med mine veninder om, at vi havde en barndom med langt mere ro og tryghed. Hvor man havde et privatliv med dagbøger.«