Ifølge Dansk Ornitologisk Forening og Agri Nord er det kun miljøministeren, der kan redde kirkeuglen.

København. Der er kun tyve kirkeuglepar tilbage i Danmark, og bestanden er den laveste siden 1970'erne. Uglen, der ikke er meget større end en due, er truet, fordi naturen ændrer sig.

Det oplyser DR Nordjylland.

Landbrugsorganisationen Agri Nord har i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening sat et sidste projekt i gang for at redde den nataktive rovfugl.

- Noget af det, der har ligget højt på listen efter anbefalinger fra danske forskere, har været at fodre med daggamle kyllinger.

- Når der er rigeligt mad, så øges ungeproduktionen, siger Michael Palsgaard Andersen, der er faglig leder for projekter i Agri Nord.

Ud over at tiltrække uglerne med kyllinger, bliver der hængt 50 uglekasser op i blandt andet Himmerland. Men det er ikke nok, siger Frank Skaarup, der er selvstændig og frivillig i projektet, der har eksisteret siden 2009.

- Det er fantastisk, at der er gjort et stykke arbejde for at redde kirkeuglen. Men de sidste 50 kasser, der bliver sat op nu, er desværre ikke det, der kommer til at redde kirkeuglen.

Michael Palsgaard Andersen er enig. Der skal mere til at redde den hvidbrune ugle.

- Jeg har været lidt frustreret gennem projektet. Målet var at øge antallet af kirkeugler, men vi kan desværre konstatere, at det ikke er lykkedes at øge bestanden, siger han.

Ifølge Frank Skaarup er der især én person, der kan hjælpe.

- Det sidste, der kan redde uglen her i Danmark, er den siddende miljøminister. Vi kører på det sidste for at redde den, siger Frank Skaarup til DR Nordjylland.

Det er manglen på små, afgræssede arealer, der er problemet.

Ifølge Frank Skaarup er det vigtigt at sikre kirkeuglen for at bevare biodiversiteten i vores natur.

/ritzau/