Makeup-artist og frisør Dennis Knudsen havde en bod og var reklamesølje for arrangementet 'Ladies Night' på Fælleden i Skanderborg, som er blevet ramt af en mulig svindelsag.

Til arrangement 9. oktober er minimum tre kvinder, der angiveligt, er blevet snydt for over 100.000 kroner i de forskellige boder, hvor man kunne købe alt fra tøj og sko til make-up-produkter.

Blandt andet Cristina Christensen, der fortalte til TV 2 Østjylland, at hun havde købt et par sko for 500 kr. i en bod, hvor de brugte betalingsterminal iZettle uden display. Da hun kom hjem, kunne hun til sin store forfærdelse se, at der var trukket 10.000 kr. Derudover er flere kvinders kort-oplysninger blevet kopieret og misbrugt, skriver Lokalavisen og TV 2 Østjylland.

Svindelnummeret skete angiveligt blandt andet i arrangøreren af eventets bod. Hun har endnu ikke villet udtale sig om sagen til medierne, men flere af gæsterne ved arrangementet fortæller, at de har politianmeldt kvinden.

Katastrofalt

Dennis Knudsen solgte kosmetik-produkter i sin bod til modeshowet. Han er forfærdet over at høre, at der muligvis er sket svindel til et arrangement, han selv har reklameret for.

»Det er fuldstændig katastrofalt, hvis det er rigtigt, at nogle kan finde på, at misbruge andres betalingskort. Det er grotesk,« siger han.

Dennis Knudsen forklarer, at han aldrig tidligere har oplevet problemer med arrangøren.

»Det har altid været en succes med hende. Jeg har aldrig oplevet noget fup omkring hende. Jeg har fået den betaling, jeg skal have for at være der,« siger han og oplyser, at han brugte betalingsappen mobilepay i sin bod, og derfor er der ingen, der har meldt om snyd hos ham.

Til gengæld har flere på arrangementets Facebook-side brokket sig over, at Dennis Knudsen solgte flere produkter, der havde overskredet sidste salgsdato. Og her lægger Dennis Knudsen sig fladt ned.

»Det beklager jeg dybt. Det var en fejl. Det var et lille restparti, som jeg ikke havde tjekket datoen på. Folk må meget gerne få pengene tilbage, men produkterne kan sagtens bruges, selv om de har overskredet salgsdatoen,« siger han.

'Amatør-agtigt'

Christina Bottke fra Mobiloptik var en af de lokale, der havde betalt for at have en bod og være med under Ladies Night-arrangementet mandag i sidste uge. Det fortryder hun.

»Ud over det forfærdelige i, at flere er blevet frasvindlet store beløb, så har jeg ikke fået det, jeg er blevet lovet i forhold til omtale og markedsføring. Eksempelvis var mit logo kun med på en af tre annoncer i Ugebladet,« siger Christina Bottke til Lokalavisen og kalder hele forløbet amatøragtigt.

»Det var et mareridt,« siger hun.

En anden kvinde ved navn Irene Mikkelsen, der er mor til komikeren Simon Talbot, som optrådte til arrangementet, fortæller også, hvordan hun købte et par sko af arrangøren. Men da hun kom hjem, kunne hun også se, at der var hævet 20.000 kr. For at få pengene tilbage kontaktede Irene Mikkelsen derfor arrangøreren, der både mundtligt og skriftligt over for Irene Mikkelsen har benægtet, at hun har noget med sagen at gøre.

»Derfor har jeg meldt sagen til politiet,« siger Irene Mikkelsen til Lokalavisen.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra arrangøren bag Ladies Night.