I denne uge har dagligvarebutikken Netto tilbud på et udvalg af krus, skåle og stearinlys med et blåt blomstret mønster, som har fået flere forbrugere til at beskylde Netto for at plagiere firmaet Royal Copenhagens design - men ifølge Netto har de fået lov.

»Det er hårdt at tjene penge - få mest muligt ud af dem i Netto.«

Sådan lyder Nettos slogan, og i denne uge prøver butikskæden at leve op til det ved at have tilbud på et udvalg af bolig-nips og porcelæn.

Men det er ikke alle, der er tilfredse. På Facebook har tilbuddene fået flere til at rase.

De mener, at Nettos design på porcelænet ligger en tand for tæt op ad det velkendte, blåblomsterede stel fra Royal Copenhagen. Derfor advarer flere nu Royal Copenhagen på eksempelvis deres Facebookside.

'Netto har i næste uge disse ting, dog i en dårlig kopiudgave,' skriver Maria S. i sit opslag. En anden skriver direkte:

'Det er sgu ikke i orden, Netto!'

En tredje i kommentarsporet undrer sig over, at det overhovedet er tilladt. Men det er ifølge Dansk Supermarked Group lige præcis tilfældet her.

»Vores danske leverandør, som vi køber porcelænsserien hos, fik i 2004 en skriftlig godkendelse af designet fra netop Royal Copenhagen, som dermed har sagt god for porcelænsserien,« fortæller Kasper Reggelsen, som er kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked Group.

BT har været i kontakt med Royal Copenhagen, men de ønsker hverken at be- eller afkræfte Nettos påstand, ligesom de heller ikke yderligere vil kommentere sagen.

Med de nye beskyldninger om plagiat er det anden gang inden for kort tid, at Netto oplever modvind på porcelænsfronten.

Senest har designer Anne Black lagt sag an mod butikskæden og Ronald A/S for plagiat af hendes design. Anne Black kræver en erstatning på to millioner kroner.