Afdøde Mads Holger var en farverig figur i den danske offentlighed. En særlig person fik dog lov at opleve private sider af ham.

Bag mange mænd står en særlig kvinde, og det gjorde sig også gældende for Mads Holger, som ifølge Politiken døde mandag i sin families sommerhus på Sydfyn i en alder af blot 38 år.

Dramatikeren og litteraten Kathrine Maria Amann dannede par med Mads Holger op til hans død, og den private kvinde gav et sjældent indblik i privatsfæren i marts sidste år.

Det skete i et bloginterview med Eurowoman.

Det store spørgsmål var, om den private Mads Holger, var den samme, som offentligheden havde lært at kende. Debattøren, der altid lå på lur, klar til at affyre spidse og satiriske bidrag til den offentlige debat på sin Facebook-profil og i sin blog hos Berlingske.

Kathrine Maria Amann svarede i første omgang ja til spørgsmålet i interviewet: Mads Holger smed ikke straks habitten og fandt den lilla kondidragt frem, når han kom hjem. Han fyldte også derhjemme, fortalte kæresten.

Hun fortalte også, at Mads Holger havde holdninger til alt, og han missede aldrig en mulighed for at dele dem. Kathrine Maria Amann fortalte om et usædvanligt engageret og vidende menneske, men også, at parret faktisk levede 'rimelig roligt' i kulisserne bag den kulturscene, hvorfra Mads Holger leverede farverige optrædener.

»Hvad der til gengæld nok vil overraske er, at han er særdeles samvittighedsfuld og idealistisk. Han holder, hvad han lover. Og faktisk besøger han sin højtelskede bedstemor på plejehjemmet næsten dagligt. Han bliver nok ikke begejstret for denne afsløring; men han har en næsten sentimental side. Det er under alle omstændigheder ikke kedeligt at kende Mads Holger. Der er altid et eventyr lige i nærheden,« fortalte Kathrine Maria Amann til Eurowoman.

Blogger og forhenværende folketingskandidat for De Konservative Mads Holger er aktuel i en ny bog fra Lisbeth Zornigs hånd om 12 kendte mønsterbrydere. Her på Nørrebrogade
Blogger og forhenværende folketingskandidat for De Konservative Mads Holger er aktuel i en ny bog fra Lisbeth Zornigs hånd om 12 kendte mønsterbrydere. Her på Nørrebrogade Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Det rokkede dog ikke ved, at den private Kathrine Maria Amann havde udfordringer ved at leve med en af kongerigets mest eksponerede kulturpersonligheder, som også formåede at sætte kolorit på valgkampen i 2015, da han stillede op for Det Konservative Folkeparti. Hvor han tog let på medieopmærksomheden, skulle Kathrine Maria Amann lære at dukke sig, når kameraerne dukkede op.

Nyheden om Mads Holgers død blev bragt i Politiken, som også skriver, at det var ham selv, som valgte livet fra. Familien har accepteret, at nyheden kom ud.

Han efterlader sig en mor, en søster, to mostre og en kæreste. Han har tidligere været gift med journalisten Paula Larrain.