Om dagen gav han ordre til, at modstandsfolk skulle tortureres og dræbes. Om natten hyggede han sig med smukke kvinder fra overklassen. Det fremgår af en ny bog.
En ny bog med titlen ’Gestapo-chefen’ fortæller historien om Karl Heinz Hoffmann, manden der beordrede danske modstandsfolk anholdt og tortureret.
Historien om Gestapos chef i Danmark er en historie om vold og død, men rummer også fortællingen om et charmerende menneske, som elskede kvinder og diskussioner med intellektuelle fanger.
- Hoffmann var modstandsbevægelsens største fjende, og han havde stor succes med det. Helt frem til befrielsen anholdt Gestapo modstandsfolk og sendte dem i kz-lejr, siger Niels-Birger Danielsen, der er medforfatter til bogen.
Karl Heinz Hoffmann blev sendt til Danmark i 1943 for at oprette en dansk filial af nazisternes hemmelige politi, Gestapo. Baggrunden var den tiltagende danske modstand mod besættelsen, der havde ført til sabotageaktioner og likvideringer af tyske soldater på åben gade.
Hans ordrer kom direkte fra Hitler, og de var skræmmende i al deres krystalklare enkelhed: Modstandsbevægelsen skulle nedkæmpes, og jøderne i Danmark sendes i kz-lejre.
Gav ordre til tortur
Drab på tyske soldater blev hævnet med såkaldte clearingsdrab på tilfældige danskere. Hoffmann sad med på møderne, hvor det blev vedtaget, hvem der skulle myrdes, og han gav personligt ordre til, at modstandsfolk og andre blev udsat for »skærpet forhør« – et raffineret ord for tortur.
Det praktiske arbejde med at uddele pisk og cigaretbrændemærker overlod han dog til andre som f.eks. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal.
- Han holdt sig helst på ti skridts afstand af uhyrlighederne. Han var aldrig til stede ved tortur, men han var selvfølgelig klar over, at det fandt sted. Han var til stede ved de møder, hvor det blev diskuteret, hvem der skulle likvideres. Men jeg tror, han fortrængte, hvad der skete, siger den anden af bogens forfattere, Suzanne Wowern Rasmussen.
Lod jøderne slippe væk
Selvom Karl Heinz Hoffmann var overbevist nazist, var han ikke nogen stor fan af jødeforfølgelser. Ifølge bogens forfattere var han med til at bløde op på de strenge ordrer. Da jøderne skulle indfanges i København og omegn med hjælp fra danske SS-frivillige, gav han ordre til, at der kun skulle ringes på – dørene måtte ikke sparkes ind, hvis der ikke blev åbnet. Dermed fik jøderne et forspring til at flygte, og da turen gik over Øresund, var kun få SS-folk udkommanderet til at holde vagt.
- Det var ikke særlig svært at få jøderne uset til Sverige, men det vidste de personer, der stod for overfarten, ikke. De følte, at det var forbundet med stor fare, siger Niels-Birger Danielsen.
Venner med de fine
I succesfilmen ’Flammen & Citronen’ bliver Hoffmann portrætteret som en arketypisk nazist: Skaldet, sadistisk, kold.
Bogen tegner imidlertid et mere nuanceret af billede af virkelighedens Karl Heinz Hoffmann, der ifølge forfatterne var et komplekst og sammensat menneske.
- Han var en charmerende mand med glimt i øjet og et stort, velplejet hår. Han var en kultiveret mand, der yndede at føre lange, intellektuelle samtaler med prominente fanger som Børge Outze og Mogens Fog (to fremtrædende, intellektuelle modstandsfolk, red.), siger Suzanne Wowern Rasmussen.
Karl Heinz Hoffmann fik hurtigt opbygget et netværk af prominente personer i Danmark. Han udviklede et nært forhold til Grethe Gürtler, hvis mand var udsendt i tysk krigstjeneste. Hun introducerede ham for sin søster, Alice Devantier, der senere blev gift med tidligere udenrigsminister Erik Scavenius. Efter krigen besøgte de to ham i Vestre Fængsel.
Damernes mand
Under sit ophold i Danmark nåede Gestapochefen at have adskillige elskerinder, der faldt for den charmerende nazi-tortur-boss. Alice Scavenius har udtalt, at Hoffmann var en mand, der var nødt til at have ’en flamme på hvert et gadehjørne’.
Blandt de mange damer, som faldt for nazi-chefen, var den billedskønne fotograf og modejournalist Ketty Selmer. Vedholdende rygter hævdede også, at han havde et forhold til en kendt skuespiller, men det er aldrig blevet bekræftet.
Da tyskerne havde tabt krigen, og Danmark var blevet befriet, blev Karl Heinz Hoffmann dømt til døden. Dommen blev senere ændret til 20 års fængsel, men i 1952 blev han løsladt og udvist af Danmark.
Han levede i Tyskland til sin død i 1973.
