Offentligt ansatte fra stat, region og kommune er lørdag samlet i badende solskin samlet foran Forligsinstitutionen i København for at støtte op om forhandlingerne af deres nye overenskomst.
Giv mig et N. "N". Giv mig et O. "O". Giv mig et K. "K". Hvad siger det? "NOK". "NOK ER NOK". "NOK ER NOK".
Sådan lyder det taktfaste kampråb, der i badende forårssolskin gjaldede ud fra Sankt Annæ Plads i indre København lørdag eftermiddag.
Her er hundredvis af offentligt ansatte fra stat, region og kommune mødt op for at støtte deres repræsentanter i overenskomstforhandlingerne, der siden fredag havde fundet sted i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden havde samlet alle implicerede parter for at se, om de kunne komme til enighed og lande en stor, fælles aftale inden den endelige deadline 1. maj.
Kiggede man ud over de mange svajende flag i forskellige foreningsfarver, var det svært præcis at bestemme, hvor mange mennesker der var mødt op på pladsen i det yderst mondæne København.
Men i kaffeboden, som BUPL Hovedstaden havde sat op til venstre for indgangen, havde de siden fredag morgen og frem til lørdag eftermiddag brygget og serveret 400 liter kaffe. Gratis kaffe vel at mærke. I kampen for OK18 skulle ingen betale. Det handlede jo ikke om penge - selvom en af de helt store knaster i forhandlingerne inde i Forligsinstitutionen er de offentligt ansattes løn - men om solidaritet og fællesskab.
»Det her sammenhold burde alle opleve. Det er kolossalt opløftende og meget rørende,« siger 56-årige Henriette Brockdorf, formand for BUPL Hovedstaden og kaffekone for en dag.
Lige uden for hovedindgangen til de store trædøre ind til Forligsinstitutionen, hvor rækken af de to meter høje, røde faner vajer i vinden, står Lone Andersen. En 56-årig kontorfunktionær i staten, der - som en af de få - var overvejende 'civilt klædt' uden øjensynlige organisationslogoer eller fagforeningsmottoer på enten trøje eller kasket.
Det er første dag, hun er mødt op, men som ung var hun aktiv i fagbevægelsen, hvorfor hun også mener, det er på sin plads at støtte »kampen« i dag.
»Det her med, at vi kæmper 'en for alle og alle for en', betyder meget for mig. At vi ikke længere kun tænker på os selv, men i høj grad fokuserer på os alle sammen, det kan jeg godt lide. Hele den her musketered, de har lavet, viser jo, at vi for en gang skyld står sammen. Det er ligesom blevet et nyt ord for solidaritet,« lød det fra Lone Andersen.
Ti meter bag hende sidder Marianne Bossen på et lille forårsgrønt græsstykke i midterrabatten på Sankt Annæ Plads. Sammen med sine kolleger - der ligesom hende til daglig arbejder som special- og udviklingspædagog - er hun mødt op med rigelige mængder af solidarisk kampgejst.
»Sloganet skulder ved skulder giver så meget mening for mig. Det er første gang, vi rent faktisk står sammen på den her måde, og det er historisk, synes jeg,« siger Marianne Bossen og bliver sammen med kollegerne ved siden af enige om, at Den Danske Model i høj grad er værd at kæmpe for:
»Det, at vi kan få lov til at forhandle vores vilkår i stedet for, at nogen bestemmer over os, er altafgørende. Og derudover er det for mig personligt afgørende, at jeg som offentlig ansat bliver anerkendt for mit arbejde. Jeg bliver virkelig provokeret, når der bliver talt om os som grådige og uansvarlige. Vi kæmper hver dag og løber alt, vi kan for overhovedet at kunne følge med. Det kunne være rart, hvis vi blev anerkendt for det.«
