Trusler, vredesudbrud og enkelte støtter debattere lige nu på stjernekokken Claus Meyers Facebook-væg, efter han har valgt at ansætte en mand, der gennemtævede eks-kæresten med en jernstang, førend han smed hende ud fra et vindue på tredje sal.

Et styrt, som den nu 29-årige Marlene Duus overlevede på mirakuløs vis, omend hun i dag døjer med mén fra episoden, der gør det umuligt for hende selv at få et job.

- What the fuck Claus! Han er jo psykopat på fri fod, men måske er du, den næste han bliver sur på, let's see asshole!, skriver Frank William Oppong på kokkens Facebook-væg, hvor Claus Meyer har skrevet et åbent brev om sine bevæggrunde for at ansætte voldsmanden.





Flere deler denne holdning på siden:

- Brænd op i helvede, talentløse lortekok. Sød tale du kommer med om, hvordan du frelser de tidligere straffede og lader dem komme videre i livet som kokke. Har du også elevpladser klar til Anders Breivik, Lundin og andre hjernedøde psykopater?, skriver Philip Jensen.

Debatten om ansættelsen af den voldsdømte kommer efter, at voldsofferet i mandagens udgave af Politiken, beskriver sin utilfredshed med stjernekokkens håndsudrækning til den voldsdømte.

KENDER DU NOGEN I SAMME SITUATION? KENDER DU MARLENE? ER DU SELV I DEN SITUATION? BT.DK VIL GERNE HØRE DIN HISTORIE. KONTAKT OS PÅ 1929@BT.DK

- Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf, skriver Marlene Duus, om straffen på seks års fængsel, der altså nu kun er afsonet tre af.

Claus Meyer forklarer i et åbent brev til Marlene Duus, at voldsmanden blev udvalgt som elev hos stjernekokken, fordi han var langt den mest kvalificerede.





Den forklaring falder dog ikke i god jord hos Facebook-brugerne.

- Du skulle skamme dig Claus Meyer. Jeg er ret overbevist om, at du får tilskud fra staten for at tage ham ind. Bild mig ikke ind, at der ikke var en bedre kvalificeret end ham fjolset, du har ansat, skriver Claus Vrede Hansen på kokkens Facebook-væg.

Flere finder dog sympati for Claus Meyers forsøg på at hjælpe kriminelle tilbage ved resocialisering

- Du gør en kæmpe indsats Claus, og jeg ved, hvor meget de tidligere straffede sætter pris på det. Kæmpe tak for dig, skriver Mariakaisa Bruun.

Debatten bærer nemlig præg af en hetz imod stjernekokkens beslutning, som Torben Toft Andersen, kalder det: 

- Helt seriøst. Hvad skal den her hetz køres på Claus Meyer for? - Han prøver at hjælpe samfundet, det er sgu da ik ham, der er retssystemet, så lad dog være..

Langt størstedelen er dog imod Claus Meyers valg af elev. Flere mener, han i stedet burde ansætte Marlene Duus eller andre voldsofre. Derfor opfordrer flere til boykot af stjernekokkens mad.

- Tak for oplysningen om din uheldige indsats for dybt kriminelle. Det befrier da nogle, bl.a. mig selv for at indtage et måltid hos dig. Rart at vide, om man omgås voldsmænd, rockere, mordere o.l., hvis man besøgte din restaurant ! Velbekomme, skriver Søren Peter Erlandsen