Dansk Erhverv kalder EU-forslag om kvindekvoter i bestyrelser for »reguleringsmani« og ser gerne, at regeringen tydeligt markerer, at det er den forkerte vej at gå.

De kvindelige ledertalenter kan sagtens finde vej til bestyrelseslokalerne og direktionsgangene, uden at EU-Kommissionen eller andre blander sig.

Udmeldingen kommer fra Dansk Erhverv (DE), efter EUs justitskommissær, Viviane Reding, igen har sparket gang sparket gang i debatten om, hvorvidt virksomheder i ligestillingens navn skal tvinges til at tage kvinder ind i bestyrelsen.

Hun ser gerne, at der bliver lavet et kvotesystem, så børsnoterede virksomheder i EU-landene skal have 40 procent kvinder i bestyrelsen, når vi kommer til 2020.

- Det er et udspil, der bærer præg af den samme reguleringsmani, som man har haft i rigtig mange år på det her område. Men der er ikke noget, der indikerer, at virksomhederne ikke selv kan finde af, hvem der skal være i ledelsen, så det er simpelthen at fratage folk muligheden for at bestemme over deres egen ejendom. Og det er vi principielt imod, siger adm. direktør i DE Jens Klarskov.

- Der er masser af kvindelige talenter, og de skal nok finde vej til både den ansatte og valgte ledelse i virksomhederne, men det er som udgangspunkt forkert at tvinge det igennem, fortsætter han.

Jens Klarskov kalder det »løjerligt«, at der kommer forslag om kvindekvoter fra folk, hvis erfaring fra det private erhvervsliv er »meget begrænset«.

- Jeg vil egentlig opfordre dem til i stedet at søge ansættelse i virksomheder og yde en indsats for at gennemføre de ting, som de står for, siger DE-direktøren.

Håbet fra DE er, at den danske regering i den kommende tid vil blande sig i debatten og arbejde for, at Viviane Redings forslag ikke bliver til et direktiv.

- Det er en ganske nyt forslag, og det skal igennem hele den sædvanlige procedure, men jeg håber, at regeringen meget tydeligt vil markere, at det er en forkert måde at håndtere et samfundsmæssigt emne på, siger Jens Klarskov.

Ligestillingsminister Manu Sareen (R) mener, at regeringen allerede har bekendt kulør over for justitskommissæren.

- Vi har meddelt Viviane Reding, at den danske regering mener, at det skal ske igennem en dialog med erhvervslivet, hvis man skal have flere kvinder i bestyrelseslokalerne og på direktionsgangene, siger ministeren til Berlingske Nyhedsbureau.

Forslaget bliver fremsat i løbet af efteråret.