De har set kammerater dø, set venner miste arme og ben. Set mennesker knække af krigens gru. Men de fleste har også minder, der fylder dem med stolthed, har styrket og formet dem til de mennesker, som de er i dag. Ti år efter.
»Jeg er superstolt af dem. De var nogle guttermænd, en stærk enhed med et stærkt sammenhold, som præsterede, langt over hvad man kunne forvente,« siger manden, der stod i spidsen for dem i den afghanske krigszone i 2008. Oberstløjtnant Kenneth Strøm.
Men er danskerne også stolte af dem?
Ifølge en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T., er hele 54 pct. stolte af soldaternes indsats. Knap hver fjerde dansker – 22% – er det til gengæld ikke. Og det på trods af at tusindvis af unge mænd og kvinder har sat deres liv på spil.
I Kenneth Strøms kompagni mistede to livet. Andre blev såret og skadet på sjælen. Men de fleste kom hele hjem. Det er dem, B.T. som optakt til Engage Festival næste weekend sætter fokus på. På de hjemvendte. Og på, hvad det gør ved et menneske at have været i krig. På, hvem man bliver, når man har set og oplevet det, som de har.
På, hvad der sker, når en krig forvandler drenge til mænd. Piger til kvinder.
I serien zoomer vi ind på syv skæbner fra Odin-kompagniet. Det kompagni, der gør Kenneth Strøm stolt.
I dag er Odin Kompagniet spredt for alle vinde. Langt de fleste er tilbage i den civile verden.
Nogle er blevet i 'systemet'. Men dengang i februar 2008 havde de ét til fælles: De havde sagt ja til at blive sendt i krig. En blodig krig.
Herunder kan du se en interaktiv tidslinje over Hold 5's tid i Helmand Provinsen i 2008. Klik på tallene for at få historien i kronologisk rækkefølge. Klik på pilen for at gå til næste side.
»Holdet før os, Hold 4, havde rigtig mange dødsfald. Kompagnichef Anders Storrud, som jeg skulle afløse, blev dræbt dernede. Og mange flere. Så vi kunne gå herhjemme og følge med i de ret hårde kampe, som Hold 4 kom ud i. Og vi kunne jo nok forudse, at det også ville gælde os,« husker Kenneth Strøm tankerne før udsendelsen af Hold 5, der som de første blev udsendt som samlet kampgruppe, der skulle i nærkamp med Taliban. Hårde kampe.
Da Odin-kompagniet 15. februar 2008 ankom til militærlejren Camp Bastion i Helmand-provinsen, var dagtemperaturen som på en normal dansk sommerdag. Lige omkring de 20 grader. Om natten var der bidende koldt. De lagde ud med øvelser i den fremmede verden. Og det første dødsfald. En tragisk vådeskudsulykke, som satte dybe spor i holdet, der først efter et flere ugers øvelsesforløb kunne sætte kurs mod endestationen. Den fremskudte base Armadillo.
Billederne fra den dag står lyslevende for oberstløjtnant Kenneth Strøm.
»Klokken var fem om morgenen. Solen var lige stået op. Med underlagte enheder var vi vel omkring 230 mand, der var linet op i køretøjer inde i Camp Bastion i så lang en kolonne, at man ikke engang kunne se de sidste. Og jeg kan huske, at jeg tænkte 'Hold da op, så er det nu, og du har ansvaret for det hele',« mindes Kenneth Strøm om den 32-årige version af sig selv, der før Afghanistan havde været udsendt som delingsfører på fredsbevarende mission i Kosovo.
Nu skulle han i krig. Finde og nedkæmpe Taliban. Og som chef for Odin-kompagniet føre 182 danske og 53 britiske soldater sikkert gennem krigen.
»Tvivlen kom lige farende, da jeg var på vej ud i det ukendte: 'Kan du det her?' Men samtidig vidste jeg, at vi havde trænet og gjort alt, hvad vi kunne, hjemmefra. Jeg vidste, at jeg havde superdygtige soldater og førere med. Så da jeg over radioen sagde 'Nine nul – fremad' – som er signalet til at køre – var det rygmarvsreaktionen, der ramte. Nu gør vi, som plejer. Som vi har trænet til.«
Nedslagspunkter i den positive ende af Kenneth Strøms hukommelse er dem om et usædvanligt hold med et usædvanligt sammenhold. Odin-familien blev de kaldt. Om en lejr, der helt bogstaveligt skulle bygges op fra bunden.
Men der er også svære og tunge minder, som for selv en garvet militærmand er smertefulde at tænke tilbage på.
»Da Morten og Anders døde. Eller da nogle af soldaterne blev såret,« siger han stille.
»Det er et kæmpe ansvar at have. Og jeg kan huske, at der, før vi tog af sted, var nogle pårørende, som sagde, at de syntes, det var en 'ung knægt, der skulle stå i spidsen for deres søn'.
Men jeg påtog mig det ansvar. Og selv om jeg i de konkrete tilfælde ikke kunne have gjort en forskel, slog det hårdt,« siger Kenneth Strøm og husker kun alt for tydeligt, hvordan det var ham selv, der kravlede frem gennem majsmarken, da to soldater blev ramt af en IED – improviseret sprængladning – i den grønne zone, for at undersøge, om der var noget, han kunne støtte med. Han troede, at de begge var såret. Men fandt den ene, Anders Storgaard, død.
»Det er sindssygt hårdt. Men samtidig er det vigtigt at holde fokus. For jeg – og alle mine soldater – ved jo, at næste dag skal vi på patrulje igen. Og hvis ikke man er 100 procent skarp, så bliver det bare farligere.«
12. august 2008 sagde Kenneth Strøm og Odin-kompagniet farvel til Armadillo efter et halvt år. Billederne fra den sene aften, hvor samme kolonne af køretøjer rullede ind i Camp Bastion efter endt mission, står knivskarpt.
»Hele den danske lejr derinde stod med røde knæklys og dannebrogsflag. Vi lignede vildmænd. Nogle havde anlagt skæg, vi var møgbeskidte. Både af at have kørt gennem ørkenen og af ikke at have haft nogen badecontainer i Armadillo. Så vi har nok heller ikke lugtet særlig godt.«
Drengene var blevet mænd. Også Kenneth Strøm.
»Jeg prøvede det ekstreme, følte et enormt stort ansvar, men har formået at bruge det positivt. Qua alvoren har den udsendelse uden tvivl defineret mig mere som menneske end andre missioner,« siger Kenneth Strøm.
Stoltheden over deres indsats er – som B.T.s YouGov-undersøgelse viser – ikke massiv. Det kan være hårdt for den enkelte, der har sat livet på spil og kæmpet for sit land.
Men som hold står Odin-familien stadig sammen. Hvert år mødes de til julefrokost, og da de tidligere i år fejrede 10-års jubilæum, mindedes de de faldne. Kammeraterne Morten Krogh Jensen og Anders Storgaard. Som blev henholdsvis 21 og 22 år gamle. Og aldrig kom til at opleve, hvad der sker med et menneske, når en krig forvandler drenge til mænd.
I morgen kan du læse historien om gruppefører Mikkel Søholm Vestergaard.
