»Vi har vel alle sammen set de der Hollywood-film, hvor en mand løber ind i kugleregnen for at komme en kammerat til undsætning, hvor der skydes fra alle sider, hvor alt er kaos og kører på adrenalin. Jeg har oplevet dét, jeg har været dér. Hvorfor man gør det? Fordi man ved, at ham ved siden af er villig til at gøre det samme for mig.«

I dag er Mikkel Søholm Vestergaard 38 år, kuglerne flyver ikke længere om ørerne på ham. Krigen har gjort ham til et andet menneske. Et bedre menneske, mener han selv.

»Min tid i forsvaret og det at have været udsendt er mere definerende for, hvem jeg er i dag, end alle de år, der gik forud. Det var den bedste tid i mit liv.«

»Rigtig meget af det, jeg så og oplevede i Afghanistan, bruger jeg i min hverdag i dag. Jeg tror på, at jo mere du har været presset ud, hvor livet sættes på spidsen, jo mere klar bliver du i dine værdier,« siger han.

Det var værnepligten, der gav blod på tanden. Så efter fire år i det civile liv – i samme firma, hvor han i dag er sales manager – gav Mikkel Søholm Vestergaard efter og søgte ind på sergentskolen.

I 2007 skulle han have været med et hold til Irak. Men det blev nedlagt.

Mikkel Søholm Vestergaard med hele sin gruppe. (PRIVATFOTO)
Mikkel Søholm Vestergaard med hele sin gruppe. (PRIVATFOTO) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I stedet fik han en opringning fra Livgarden, som manglede en gruppefører, der kunne tage med til Afghanistan. Var det noget?

Herunder kan du se en interaktiv tidslinje over Hold 5's tid i Helmand Provinsen i 2008. Klik på tallene for at få historien i kronologisk rækkefølge. Klik på pilen for at gå til næste side.

Mikkel Søholm Vestergaard smiler veltilfreds.

»Jeg måtte jo lige drøfte det med hende derhjemme,« siger han om sin kone, Mette, der gav grønt lys.

Mikkel Søholm Vestergaard og hans kone, Mette.
Mikkel Søholm Vestergaard og hans kone, Mette. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvorfor jeg ville af sted? Selvrealisering. For at finde ud af, om jeg kunne,« lyder den ene halvdel af hans svar. Den anden, at det er en del af jobbet.

»Hver gang, der er en, der siger nej, er der en anden, der er nødt til at tage en ekstra tur,« siger Mikkel Søholm Vestergaard, som var helt afklaret med risikoen for at dø.

Han var 27 år, da han blev udsendt til Afghanistan som en del af Odin-kompagniet.

Gruppefører Mikkel Søholm Vestergaard klar til patrulje. (PRIVATFOTO)
Gruppefører Mikkel Søholm Vestergaard klar til patrulje. (PRIVATFOTO) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Nu skulle jeg ud og have ansvaret for otte mand. Som får verdens dårligste løn.«

Mikkel Søholm Vestergaard ryster på hovedet og erkender med et lille skævt smil på læben, at alvoren krøb under huden på ham på holdets første angrebsøvelse.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte 'Det er sjovt, men kun fordi de grønne skiver ikke skyder igen'. Aftenen før vi skulle ud og angribe rigtigt, lukkede jeg ikke et øje. Men da vi rullede ud af porten, faldt der en bemærkelsesværdig ro over mig,« fortæller Mikkel Søholm Vestergaard, som slap gennem seks måneders krig og hårde kampe med en enkelt hjernerystelse efter at have kørt på en improviseret sprængladning.

Udsendelsen til Afghanistan har været mere definerende for, hvem Mikkel Søholm Vestergaard er i dag, end alle de år, der gik forud.
Udsendelsen til Afghanistan har været mere definerende for, hvem Mikkel Søholm Vestergaard er i dag, end alle de år, der gik forud. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men ikke alle var så heldige som han.

»I forhold til tab var vi desværre et meget gennemsnitligt hold. Vi havde seks. Vi – Hold 5 – fik hele paletten,« siger han med ærgrelse i stemmen og kalder det at se børn, der var dræbt, noget af det værste. Det og så faldne kolleger, som Anders Storgaard, der blev ramt af en metalsplint fra en improviseret sprængladning og omkom på en patrulje, som de begge var på.

Mikkel Søholm Vestergaard tager en dyb indånding.

På sit hjemmekontor har Mikkel Søholm Vestergaard lavet en mindevæg for de faldne på Hold 5.
På sit hjemmekontor har Mikkel Søholm Vestergaard lavet en mindevæg for de faldne på Hold 5. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Men vi fik også mulighed for at prøve det hele. Vi var på patrulje fra dag et, kom i kamp allerede på tredjedagen, var nok i kamp 16-18 gange og lavede mange operationer.«

Ud over ubrydelige kammeratskaber har Mikkel Søholm Vestergaard taget de ledelsesprincipper med sig, som var en del af udsendelsen.

»Man kan sende folk på nok så mange ledelseskurser, men – som min chef på Hold 5 sagde til mig – 'hvis bare du passer godt på dine folk, hvis du har et ordentligt værdigrundlag, så behøver du ikke mere'. Det var dét, jeg lærte.«

Et festmåltid indtages i Armadillo. (PRIVATFOTO)
Et festmåltid indtages i Armadillo. (PRIVATFOTO) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Vi havde ikke tid til, at der var fnidder eller støj og MUS- og PU-samtaler. Alle – inklusive mig – fik råt for usødet, hvornår man virkede og ikke virkede. For det handlede om vores overlevelse. Det handlede om at blive bedre i morgen end i går. De redskaber har jeg taget med mig og bruger i dag,« siger Mikkel Søholm Vestergaard, som i dag har ca. 20 ansatte under sig.

»Jeg har vænnet mig til at fortælle folk, hvad jeg forventer af dem. Jeg giver ros, når det lykkes, men kritik, når det ikke gør. Så vi ved, nøjagtig hvor vi har hinanden.«

Med et smil erkender han, at de værdifulde ledelsesprincipper, som han tog med sig fra militæret og ikke mindst udsendelsen til Afghanistan, nok er mindre pædagogiske i omgangen med børn. For dem har han i dag to af. Chaline på fem år og Sean på ni år.

Og det er hans førstefødte, Sean, der er årsagen til, at han i dag sidder trygt bag et skrivebord i Middelfart.

Efter Afghanistan fortsatte Mikkel Søholm Vestergaard karrieren i forsvaret og stod som nyuddannet officer for at skulle udsendes til Afghanistan igen i 2014.

Mikkel Søholm Vestergaard foran skiltet ind til lejren. (PRIVATFOTO)
Mikkel Søholm Vestergaard foran skiltet ind til lejren. (PRIVATFOTO) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han får stadig gåsehud, når han tænker tilbage på den aften, hvor han havde lovet sin kone, Mette, selv at aflevere budskabet til deres dengang treårige søn. Budskabet om, at far skulle i krig igen.

»Jeg syntes selv, at jeg havde fået det leveret rimelig fint. Havde forklaret, at fars arbejde er, at han nogle gange er væk for at hjælpe andre mennesker. Og så kigger den her lille dreng på mig og siger 'Hvorfor skal du rejse væk for at hjælpe andre, når jeg er lige her? Jeg har også brug for dig'. Hvad siger man lige til det?« spørger Mikkel Søholm Vestergaard stærkt bevæget og med sårbarhed i stemmen.

Han slår afvæbnende ud med hænderne, før han fortsætter.

28 år. Og klar til aktion. (PRIVATFOTO)
28 år. Og klar til aktion. (PRIVATFOTO) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Første gang, jeg var udsendt, var jeg overhovedet ikke bange for at dø. Men nu vidste jeg, at jeg ikke længere kunne tage af sted uden at være angst for at dø. Pludselig gik det op for mig: Hvad nu, hvis jeg misser hans konfirmation, hans første kæreste, hans første fodboldkamp?«

»Så jeg sagde til min kone, at nu var det slut med at blive udsendt. Det var det eneste rigtige. For jeg ville være for bange for at dø. Og når du er bange for at blive slået ihjel, træffer du også rigtig dårlige beslutninger, som gør, at andre kan komme til skade.«

Det er først i år i forbindelse med 10-årsjubilæet for Hold 5, at Mikkel Søholm Vestergaard har fået taget sig sammen til at få lavet en tatovering som minde om den tid, der har formet ham som menneske.
Det er først i år i forbindelse med 10-årsjubilæet for Hold 5, at Mikkel Søholm Vestergaard har fået taget sig sammen til at få lavet en tatovering som minde om den tid, der har formet ham som menneske. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Til hans store held fremskyndede regeringen tilbagetrækningen fra Afghanistan, og hans hold blev nedlagt.

»Så jeg kom ud af det med hovedet højt,« siger han smilende om det, der blev slutningen på »den bedste tid i mit liv«.

Læs i morgen historien om mortérskytte Claus Hauge Kristensen.