I 2007 angriber danske styrker Taleban i Zumbalay-området i Helmandprovinsen. En af heltene den dag bliver den dengang 25-årige korporal Thom Jepsen
De første skud overrasker de 30 danske soldater, som har gjort holdt på en bakke med udsigt ud over Green Zone - den frodige floddal under dem. Klik. klik. klik. Soldaterne hører kun skuddene som skarpe smæld, når kuglerne bryder lydmuren hen over deres hoveder. Klik. Klik. klik. Endnu en serie skud. 25-årige Thom Jepsen og resten af den 30 mand store deling fra Den Kongelige Livgarde trykker sig mod ørkenlandskabet.

Det er onsdag morgen 19. september 2007 nær de allieredes base ved Gereshk i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan. Thom Jepsen er som sygehjælper med sin deling og to andre delinger fra Hold 4 sendt frem i Zumbalay-området øst for Helmand-flod for at distrahere Taleban, som led i operation ’Palk Wahel’. Det skal gøre det lettere for briterne at erobre et beboet området kaldet ‘The Fan’ fire km mod nord.

 

Adrenalinen pumper

Skuddene overrasker delingen på bakken. De havde troet, at fjenden ville angribe de to delinger sendt frem i Green Zone. Talebanerne skyder efter en af overkonstablerne, som har rejst sig for at hente forsyninger. Nu sker det, tænker Thom Jepsen - adrenalinen pumper rundt i blodet. I dag - seks år efter - er det en forandret Thom Jepsen, der skænker sig en kop te.

Den 30-årige overkonstabel fortæller roligt - næsten ydmygt - om sit nye job i forsvaret med rekruttering og om den langsomme tilpasning til den danske hverdag efter turen i Afghanistan. Det er en medalje siden, men det er også to år med depression siden.

Drengedrømmen

Den septemberdag på bakken har Thom Jepsen kun været i Afghanistan i fire uger, men det er det her - eventyret, drengedrømmen - han er taget ud for at opleve. Danskerne skyder tilbage mod de cirka 30 talebanere små 500 meter væk.

En lille time efter de første skud må to af Thom Jepsens kammerater skifte position. De to løber en for en bagom Thom Jepsen og hans makker, som skyder mod fjenden.

’Jeg er ramt’

’Jeg er ramt. Jeg er ramt’, skriger én pludselig. Letmaskingeværskytten Jimmi Bøgebjerg Petersen synker sammen nær sin makker, konstabel Erik Juhl Frandsen,mens han bander indædt og tager sig til brystet. Jimmi Bøgebjerg Petersen falder om små 10 meter fra Thom Jepsen, der ved, at han er nødt til hurtigt at komme over til den sårede, men Taleban skyder stadig mod dem.

Som standard-reaktion åbner danskerne ild på én gang, hvilket tilsyneladende får talebanerne til at dukke sig, og Thom Jepsen kravler derfor over til sin kammerat. Talebanerne er dog ikke stoppet, og kuglerne hvisler om ørerne på Thom Jepsen.

Sammen med Erik Juhl Frandsen begynder han at undersøge vennens sår. Skuddet har næsten revet Jimmi Bøgebjerg Petersens højre tommelfinger af og er fortsat ind i hans højre lunge til højre for fragmentationsvesten. Forrest er skudhullet kun omkring fem millimeter i bredden, men udgangshullet på ryggen er på størrelse med en fem-krone.

Et skud morfin

Thom Jepsen og Erik Juhl Frandsen giver den sårede et skud morfin i låret og lægger en brystforbinding for at forhindre, at lungen falder sammen.

Imens er situationen blevet mere kritisk, for talebanerne skyder nu panserværnsgranatkastere (RPG’er) efter dem. RPG’erne sender byger af fragmenter mod danskerne. Over radioen aftaler gruppeføreren og Thom Jepsen, at de skal løfte Jimmy Bøgebjerg Petersen i sikkerhed på den anden side af bakken, mens danskerne åbner dækningsild.

Ved du noget, så tip BT på pevo@bt.dk

Selv om kugler og granater regner mod dem får de overgivet deres sårede ven til sanitetspersonalet. Det hele er gået så stærkt, at Thom Jepsen ikke har opdaget skudhullerne i hans daypack-rygsæk, der er gået ind i hans sygehjælpertaske og har ødelagt hans mørkekampmateriel.

Indsatsen 19. september 2007 gjorde, at Thom Jepsen og Erik Juhl Frandsen fik forsvarets tapperhedsmedalje.