Antallet af fængselsbetjente ligger næsten fast, mens stadig flere indsatte skaber problemer

I de seneste ti år er celledøren smækket bag stadig flere fanger i danske fængsler og arresthuse, mens antallet af fængselsbetjente kun er steget minimalt.

Ifølge tal fra Kriminalforsorgens årsstatistik afsonede 3.235 fanger i gennemsnit deres straf i Danmark i 2001, mens tallet i 2011 var steget til 4.037. En stigning på 25 pct. - mens der i perioden kun blev ansat fem pct. flere fængselsbetjente - fra 2.583 i 2001 til 2.675 i 2011.

Samtidig kræver politikerne, at 300 rockere og bandemedlemmer skal bures inde i 2012, mens hver tiende indsat i de danske fængsler på nuværende tidspunkt kommer fra Østeuropa med dertil hørende sprogproblemer til følge.

- Det betyder, at personalet må bruge alt for meget tid på sikkerhedsmæssige opgaver frem for at arbejde på at resocialisere de indsatte, så de kommer ud af kriminaliteten og ikke ender med at skyde hovedet af en person næste gang, de er ude, siger formand for Fængselforbundet Kim Østerbye til BT.

Han mener, det er en urimelig udvikling for både de ansatte og de indsatte, og at både den fysiske og psykiske sikkerhed er under pres.

- Man kunne sagtens forestille sig et containerfængsel, hvor fangerne bliver låst inde efter amerikansk forbillede og går og passer sig selv. Men vi arbejder med den nordiske model, hvor de ansatte bevæger sig rundt mellem fangerne, og det betyder, at vi er blandt de bedste i verden til at resocialisere de dømte, siger Kim Østerbye.

Og dertil er der naturligvis også døgnbemanding i fængslerne.

- Politiet har fået flere ressourcer til at fokusere på de organiserede bander, mens vi snart ikke har flere folk at spare af. Det er desværre sådan i Danmark, at Fængselsforbundet står sidst, når der bliver delt ud, siger Kim Østerbye.

Lover ingen forbedring

I fagbladet Fængselsfunktionæren er Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup, enig i, at der er et problem i forhold til fordelingen af ressourcer. Han kan dog ikke love, at det bliver anderledes fremover:

- Jeg har desværre ikke en pengemaskine nede i kælderen. Vi prøver at gøre noget ved presset på kriminalforsorgen - f.eks. ved at øge brugen af samfundstjeneste og fodlænker, siger han.

Selv om Kim Østerbye mener, at mangelen på personale går ud over sikkerheden i fængslerne, afviser han, at det skulle have noget med de seneste fangeflugter at gøre:

- Det var menneskelige fejl. Det kunne være sket når som helst..