På en hemmelig adresse i Nordsjælland bor Preben og Maria Povlsens to små børn. De har lige fået at vide, at deres mor skal sidde otte år mere i fængsel, og at hun vil blive deporteret til Uganda, når hun en dag kommer ud.

- Det har været fem hårde år for os alle, siger deres storesøster, Preben Povlsens voksne datter, Joan Kjærgaard.

Hun er skuffet over det sydafrikanske retssystem.

- Maria burde være dømt for overlagt mord og ikke kun for medvirken, siger hun.



Hun har med sin mand, Mads Kjærgaard, overtaget forældrerollen for Preben Povlsens to yngste børn, Randi Jo på ni år og Per Jonathan på 12. Begge børn var i ferievillaen i Sydafrika, da deres far blev tortureret med 48 knivstik.

- Min far troede på det gode i alle mennesker. Uheldigvis troede han også på det gode i Maria, siger Joan Kjærgaard.

Hun fortæller, at Maria Povlsen var den eneste med et motiv for mordet, nemlig penge.

Preben Povlsens bo er opgjort til ti millioner kroner. Det er nu op til Skifteretten i Danmark at afgøre, om Maria Povlsen skal have den arv, selvom hun medvirkede til drabet på sin mand.