Den kendte modeskaber Erik Brandts ældste datter Emilie Brandt langer voldsomt ud efter sin far på Facebook, hvor hun skriver, at de ikke har været i kontakt i et halvt år på grund af hans druk.
'Min far er alkoholiker. Han er for stolt til at sige det højt – og til at acceptere det – og det er det der gør, at han nu igen er faldet af vandvognen,' skriver Emilie Brandt på til sine næsten 1.500 venner i et langt offentligt opslag på sin åbne Facebook-profil.
Hun skriver, at faren havde holdt sig ædru i halvandet til to år, hvor forholdet til familien og børnebørnene blev normaliseret, men i en kommentar til opslaget fortæller hun, at Erik Brandt er begyndt at kigge dybt i flasken igen efter at han for omkring et halvt år siden fik en ny kæreste.
Og det har ifølge Emilie Brandt haft store omkostninger for alle omkring ham - ikke mindst den nærmeste familie.
'Jeg ved at det er en sygdom – at alle de folk, han såre og alle de broer han brænder, når han tåger rundt i København med en promille på langt over 1,2 – er han slet ikke bevidst omkring. Når han så igen er ædru kan vi fortælle ham det. Vise ham alle de frygtelige sms’er han har skrevet, afspille alle de beskeder han har lagt… Men for ham bliver det aldrig VIRKELIGT på samme måde som det gør for os, der har oplevet det. For han er jo ikke til stede. Han oplever slet ikke den side af sig selv. Og det er jo netop det, der gør det svært for ham at acceptere hvor stort et problem det er,' skriver Emilie Brandt.
I en anden kommentar under sit Facebook-opslag skriver hun, at Erik Brandt har været alkoholiker i 15 år.
Overfor Ekstra Bladet afviser Erik Brandt datterens beskyldninger om alkoholisme.
»Det er bestemt ikke rigtigt. Jeg har kunnet lide et glas vin, siden jeg var 14 år. Måske jeg får en brandert en fredag eller lørdag aften, men det er ikke andet end det,« siger Erik Brandt til Ekstra Bladet.
Men det er ikke kun hårde beskyldninger, Emilie Brandt kommer med på Facebook. Hun skriver, at Erik Brandt er verdens bedste far - når han er ædru - og vil gerne minde alle om, at det er en sygdom, som har forpestet deres forhold.
'Det er ikke HAM – det er en sygdom. Indeni er der stadig min far. Ham der har lært mig at bede aftenbøn. Læste god nat historie hver aften. Ham der trænede mine ansigtsmuskler med mig i årevis efter min operation. Ham der har lært mig at gøre mig umage. Har lært mig alle mine værdier – også dem han selv har glemt undervejs,' skriver Emilie Brandt.
Hun drømmer sig tilbage til dengang, hendes berømte far ikke lå under for alkoholismens luner og håber, at hun en dag kan få sin far tilbage, som han engang var - selvom hun frygter at han aldrig vil tilgive hende, at hun nu offentligt fortæller om hans problemer.
'Jeg vil så gerne have ham tilbage. Selv om jeg ved at ved at skrive dette kan det være at han aldrig tilgiver mig. Jeg har ikke set ham i 6 måneder – og jeg har ikke flere kræfter til at kæmpe for noget – når han ikke selv kæmper med. Jeg prøver at rive tæppet helt væk under ham. Blotte ham totalt. For at han kan komme videre og starte fra 0. For kun ved total accept af sin egen situation kan han få en chance til. Kun ved at turde møde verden med et prædikat og en accept af dette – kan han igen opnå respekt og tilgivelse.'
Til sidst opfordrer Emilie Brandt alle, der læser med, til at hjælpe faren tilbage på rette spor, men advarer om, at han sandsynligvis vil tage det ilde op.
'Skriv at han skal lade være med at drikke – nogensinde igen. Skriv at i støtter ham. Men vær forberedte på at han svarer grimt igen. Meget grimt. For måske er han ikke klar. Og når han stadig er fuld så vil han ikke nogen det godt. Men så husk at aller dybest inde – så var han verdens bedste far og et virkeligt godt, givende og kærligt menneske,' skriver Emilie Brandt og afslutter opslaget med ordene:
'Jeg håber han finder ud igen..'
Du kan læse hele Emilie Brandts Facebook-opslag her: