Hvis vi har råd til at spise en dyr brunch, har vi også råd til at tage hånd om de mange flygtninge, mener Emma Holten. De fik flere til at fare til tasterne på Facebook.

I søndagens udgave af ’Vi ses hos Clement’, havde tv-værten besøg af Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen samt den unge debattør Emma Holten, der lynhurtigt blev en stemme for feminismen, da hendes private nøgenbilleder fra ungdommen blev spredt på nettet i 2011 uden hendes samtykke.

Aftenens emne var dog ikke feminisme, men socialdemokraternes flygtninge- og asylpolitik. Men også her var stemningen ophedet og Emma Holtens kommentarer skarpe.

Et klip fra programmet blev lagt på Facebook, og her fik særligt én kommentar seerne til at fare til tasterne i provokation:

»Her til morgen spiste jeg en brunch til 175 kroner. Jeg tror godt, vi kan klare det. Vi er verdens rigeste mennesker,« siger den 24-årige debattør i søndagens program.

Det faldt dog mange for brystet, at den unge kvinde valgte at bruge en personlig anekdote om brunch til at sætte fokus på, at Danmark sagtens kan tage hånd om de mange flygtninge, der kommer til landet.

»Så klogt. Fordi Emma har råd til brunch, er der ingen problemer med at finansiere indvandring,« siger Martin S. Poulsen ironisk og uddyber:

»Emma taler ud fra en meget privilegeret position. Ikke alle har råd til at smide 175 kr efter en brunch. Og bare fordi Emma har 175 kr til brunch er alle omkostninger forbundet med indvandring ikke overkommelige.«

Mens Karin Witte skriver:

»Emma, det er noget af det laveste, jeg har hørt. Tag lige og tag de der skyklapper af.«

Andre kan ikke se, hvordan Emma Holten selv vil redde verden ved at bruge 175 kroner på brunch.

Overfor BT forklarer Emma Holten sin brunch-reference med, at politikerne efter hendes mening tørrer flygtningeudgifterne af på samfundets fattigste.

»Der skæres i kommunerne, i overførselsindkomster og i sociale tiltag for dem der har mindst. Det sker imens topskatten sænkes, og et utal af tiltag gøres til fordel for de rige. Jeg er en person, der har så meget. Tag penge fra mig i stedet. Tag min brunch istedet. Der er så mange i Danmark, der har penge, ligesom mig. Denne gruppe burde bære byrden, ikke dem der har mindst. Vi kan sagtens både have velfærd og flygtninge,« siger hun.

»Hele pointen med min kommentar var at vise, at de priviligerede mennesker i det her land slet ikke er ramt af situationen. Heriblandt mig. Vores politikere på begge fløje har i årevis taget store bidder af velfærdsstaten, og nu giver de flygtningene skylden. Hvis vi vil se, hvor vores velfærd og solidariske samfund bliver af, skal vi ikke se ind i flygtningelejrene, men ind ad vinduet hos samfundets rigeste,« fortsætter Emma Holten.

Du kan se klippet og de mange kommentarer herunder: