Ni ud af ti danskere mener, at dansk politi og PET har gjort en absolut godkendt indsats i forbindelse med de frygtelige terroranslag i København i weekenden.

Det fremgår af en spørgeundersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for BT.

Af undersøgelsen, hvor 1.456 af de adspurgte har svaret, fremgår det, at 45 procent giver politiet topkarakter ved at være ’helt enige’ i, at politiet har udført et godt stykke arbejde, mens andre 45 procent af respondenterne er ’enige’ i, at indsatsen har været god.

Læs også:

Kun fem procent svarer, at de er ’uenige’ eller ’helt uenige’ i, at politiet har gjort et godkendt job. De resterende fem procent af de adspurgte har ingen holdning til spørgsmålet.

Tilfreds politiformand

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, er ikke overraskende både glad og stolt over den enorme tillid, som befolkningen viser politiet:

»Vi evaluerer altid selv i forbindelse med større indsatser i politiet, og der vil altid være noget, der kan gøres bedre. Også i denne forbindelse. Men helt overordnet er det gået rigtig godt, omstændighederne taget i betragtning. Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, at folk synes, vi har gjort det godt. Og jeg håber, vi kan leve op til den tillid og enorme opbakning, vi har fået,« siger Claus Oxfeldt.

Læs også:

De adspurgte i undersøgelsen dækker over et repræsentativt udsnit af danskere, og det fremgår af besvarelserne, at især kvinderne er begejstrede for det arbejde, der blev udført i de højdramatiske timer, hvor store dele af hovedstaden var lammet.

49 procent af samtlige adspurgte kvinder svarer ’helt enige’ på hovedspørgsmålet, mens 41 procent af mændene svarer det samme.

Dykker man yderligere ned i tallene, afsløres det, at særligt Socialdemokraternes vælgere vender tommelfingeren opad for politiets arbejde under terroranslaget. Hele 97 procent af disse er enten ’helt enige’ eller ’enige’ i, at det er en absolut godkendt indsats, mens blot en enkelt procent af de adspurgte socialdemokrater er uenige i udsagnet.

Læs også:

LA-vælgere mest skeptiske

Liberal Alliances vælgere er de mest skeptiske blandt de adspurgte, idet 12 procent af dem ikke er tilfredse med politiets arbejde.

I TNS Gallups analyse udført for BT bliver interview-personerne også bedt om at give karakter efter 12-skalaen for politiets og PETs håndtering af de tre konkrete hændelser ved henholdsvis kulturhuset Krudttønden på Østerbro, ved den jødiske synagoge i Krystalgade samt ved aktionsstyrkens pågribelse og drab på gerningsmanden på Nørrebro.

For disse aktioner giver de adspurgte henholdsvis gennemsnitskaraktererne 8,71 for indsatsen ved Krudttønden, 8,08 for indsatsen i Krystalgade og 9,5 for at have sat den 22-årige terrorist Omar Abdel Hamid El-Hussein definitivt ud af spillet.