… hvis du vil ha’ mig. Nye tal viser, at dyr fra internat hitter

Gardenia, Pluto, Chili og Carsten venter på dig. De venter på et varmt hjem og en ejer, der vil tage sig af dem resten af deres liv. De er nemlig fire ud af en stor flok dyr, der lige nu opholder sig på Roskilde Internat. Men du skal være hurtig, for det er nemlig blevet populært at få kæledyr fra internater.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse fandt organisationens otte internater nemlig samlet et nyt hjem til 6009 dyr i 2016. Det svarer til ca. 16 dyr om dagen.

På et internat har hvert dyr dets egen historie – forfærdelig som fantastisk. I Roskilde ligger Dyrenes Beskyttelses største internat, hvor både hunde, katte og gnavere bor. Der er forfærdelige historier om dyr, der er fundet i skraldespande, blevet misrøgtet eller forladt i en lejlighed, men så er der også de dyr, der er havnet på internatet, fordi deres ejere er døde, skulle skilles eller ville ud på en stor rejse. Og netop historien er faktisk det, som får mange til at vælge et dyr fra et internat, forklarer Jens Jokumsen, der er ansvarlig for internater i Dyrenes Beskyttelse:

»Det betyder noget at få et dyr med en historie i bagagen. Den er ikke altid god – for nogle dyr har været ude for ubehagelig ting – men det tiltaler mange at kunne yde en ekstra indsats for et dyr, der har haft det dårligt. Det hører vi fra mange ude på internaterne,« siger han.

Stor stigning på blot to år

De 16 dyr om dagen svarer til en stigning på 15 pct. på blot to år. Jens Jokumsen mener, at stigningen kan skyldes en ændring i fordomme, der før har været om dyr på ­internater:

»Vi bliver nogle gange kontaktet af folk, der tror, at vores dyr har det dårligt og er syge. Det er en forkert fordom. Det kan godt være, at nogle dyr har været ude for misrøgt eller andet, men når de kommer ind til os, bliver de undersøgt, vaccineret og neutraliseret, hvis det er nødvendigt,« siger han.

På Roskilde Internat er der dagligt besøg fra folk, som ønsker at købe et dyr. Men det er ikke alle, der bliver godkendt som købere:

»Vi siger nogle gange ’nej, den går ikke’. Hvis vi eksempelvis har en hund, som er blevet behandlet dårligt og har brug for masser af omsorg, så nytter det ikke noget, hvis det er en travl familie, hvor hunden vil være alene mange timer om dagen, der vil købe hunden,« fortæller Christina Larsen, der er souschef på Roskilde Internat.

Carsten

Carsten er en toårig kanin, der har været på Roskilde Internat i et halvt år. Han blev fundet efterladt i en lejlighed og blev efterfølgende indleveret til internatet.
Carsten er en toårig kanin, der har været på Roskilde Internat i et halvt år. Han blev fundet efterladt i en lejlighed og blev efterfølgende indleveret til internatet.
Vis mere

Pluto

Pluto er en labrador, der har været på internatet i et par måneder. Han er et år gammel og kom til internatet, da han ikke blev passet godt nok af sin tidligere ejer.
Pluto er en labrador, der har været på internatet i et par måneder. Han er et år gammel og kom til internatet, da han ikke blev passet godt nok af sin tidligere ejer.
Vis mere

Chili

Chili er en terrier-blanding og blev købt som hvalp af en gammel dame, der desværre ikke kunne passe den aktive race. Hunden er 10 uger gammel.
Chili er en terrier-blanding og blev købt som hvalp af en gammel dame, der desværre ikke kunne passe den aktive race. Hunden er 10 uger gammel.
Vis mere

Gardenia

Gardenia er 12 uger gammel og har været på internatet i tre af dem. Hun blev fundet i en pose i en skraldespand sammen med tre andre killinger. Hun er den eneste overlevende.
Gardenia er 12 uger gammel og har været på internatet i tre af dem. Hun blev fundet i en pose i en skraldespand sammen med tre andre killinger. Hun er den eneste overlevende.
Vis mere