Han er altid sød og rar, han går aldrig, før det virker, og så praler han af at have noget, som han kalder prisgaranti. Men danskerne hader ham. Peter fra L'easy, altså.

Det viser en ny undersøgelse fra konsulentfirmaet Caliber, som har undersøgt, hvad danskerne synes om en lang række udvalgte brands. Og her ligger detailvirksomheden L'easy, som bringer hvidevarer og lignende ud til danskerne på afbetaling, allernederst. Det skriver Finans i dag torsdag

PostNord, som ellers har været i vælten for deres milliardunderskud og ringe service, kommer ind på næstsidstepladsen og ligger dermed lige en anelse bedre i undersøgelsen.

Ifølge Anthony Aconis, partner og direktør i marketingbureauet Fireball, så skyldes L'easys dårlige placering, at danskerne sandsynligvis placerer selskabet i samme kategori som brugtvognsforhandlere.

»L’easy handler om slagtilbud, nulrenter, lave afdrag og alt muligt andet, der lugter for meget af hurtige penge og masser af ord med småt, man glemmer at læse. For meget sms-lån og luksusfælden. Det vækker hurtigt usikkerheden og derfor mistilliden,« siger Anthony Aconis til Finans.

Hos L'easy er stemingen trist over den dårlige placering. Men der er også forbløffelse at spore på chefgangen.

»Vi er naturligvis kede af undersøgelsens resultat, men vi kan slet ikke genkende billedet. Vi måler løbende på flere parametre, bl.a. på kundetilfredsheden, som er høj på alle de markeder, hvor vi befinder os,« skriver L'easys adm. direktør, Peter Schou Jørgensen, i en mail til Finans.

Helt i top af undersøgelsen finder vi Lego, som danskerne er pjattede med. På andenpladsen kommer - måske også lidt overraskende - brandet e-Boks, som danskerne altså har taget til sig. At e-Boks rammer andenpladsen kommer også bag på konsulentfirmaet Caliber, der har lavet undersøgelsen, men de forklarer sig med, at e-Boks generelt fungerer godt og løser en vigtig opgave for folk. Det belønnes åbenbart, selvom danskerne ikke har de store følelser hverken for eller imod e-Boks.

Konsulentfirmaet har spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning til de brands, som de har kendskab til. Herunder særligt hvad de synes om den konkrete virksomhed og i hvilken grad de har tillid til brandet.